I weekenden tog jeg og en håndfuld andre indie-hoveder til Viborg (hvor vi mødtes med eksil-indiehoveder) og spillede en hel masse rollespil. I løbet af Fredag aften, Lørdag, og Søndag til omkring klokken halv tre blev det til ikke mindre end 7 spil for mit vedkommende.
Jeg har besluttet at pga den store mængde spil bliver det ikke til egentlige efterspilsrapporter, men i stedet syv korte mikrospilrapporter (korte spil og korte spilrapporter, det hele hænger sammen).
Edit: Ok, mikro- er måske ikke det helt rigtige prefix, måske mini- eller bare helt uden prefix var mere på sin plads.
3:16
3:16 er en sikker vinder hvis man ikke lige har forberedt noget på forhånd. Jeg genlæste det i toget til Viborg (tog ca. en time) og forberedte det på 10 minutter.
Jeg forklarede regler og vi lavede spilpersoner på under en time (tog ikke tid). Og hver mission tager ikke specielt længe.
Vi spillede en mission hvor modstanderne var cyber-bjørne, og jeg lagde lidt op til at de måske var ofre lige så meget som de var monstre (de var implanteret med en msse elektronik, og kun halvt bjørne). Spillerne greb hurtigt ideen og vi skød løs.
Undervejs udviklede der sig lidt et Vietnam-vibe og vi fik da også en kamp inde midt i en jordhulelandsby hvor Sergenten løb ind i en forsvarsløs bjørneunge.
Det hele sluttede med et brag da de fandt en bjørne-chop-shop omringet af fancy miner og ting (minerne endte i høj grad med at være modstanderen i sidste encounter, det virkede fint). Efter de tilsyneladende havde vundet kom jeg endelig i tanke om bjørnenes Regenerate evne og fik genoplivet de skudte bjørne i chop-shoppen (denne gang kun som maskiner) for at tage en ekstra kamp.
Glimrende spil der som enkelt-session spil er en dejlig nem tjubangoplevelse (som flersessionsspil er der mere fokus på sådan nogle fjollede ting som moral, personlighed og rollespil i stedet for kills og splat).
Baron Münchhausen
Da Københavnerne nåede frem fandt Frederik Baron Münchhausen frem, og trods et par af os var mere end lunkne over for at skulle spille rollespil om aftenen (klokken var på vej mod 12, og nogle af os havde spillet allerede) er jeg rigtig glad for at vi tog et spil.
Spillet går ud på at man på skift fortæller en løgnehistorie (nå nej, en sandfærdig fortælling) ansporet af spilleren ved siden af (f.eks. blev jeg bedt om at fortælle “Historien om hvordan jeg krydsede Atlanten i en træsko”). Mens man fortæller byder de andre spillere ind med benspænd eller gode ideer (“Er det ikke sandt at det netop var i den periode Atlanten var tørlagt?”).
Der kom otte rigtig sjove historier ud af det, og kombineret med lidt vin og diverse var det en rigtig god måde at få connen sparket i gang på.
Historierne var selvfølgelig fjollede, men jeg tror de fleste holdt sig inden for genren. Kun kunne jeg måske have ønsket mig lidt mere geninkorporering end vi havde.
It’s Complicated
Lørdag startede ud med et spil It’s Complicated. Et lille fint spil om folk, deres hemmeligheder, og de særheder disse leder til.
Vi lavede en situation med en familie i et sommerhus mens familiefaren var ved at dø af kræft. Det viste sig at han havde haft en parallel familie ved siden af, og at stort set alle afskyede ham og/eller hinanden.
Vi startede ud med noget meget klassisk dansk drama-familie-fest-noget, men endte lidt længere ude på overdrevet end man normalt ser i den slags historier (vi endte med et giftmord).
Spillet foregår ved at man sætter scener ved at tegne en streg mellem en hemmelighed og en særhed der skal krydse streger allerede sat. De tre elementer (særhed, hemmelighed, og hvem scenen krydser) danner så rammen for hvad scenen handler om.
Spillet sluttede hvor det startede, bare en generation senere, så alt var klar til at udspille sig endnu engang 50 år senere. Det er egentlig sjovt at vi endte med den slutning, for hvis jeg skal sætte fingeren på noget negativt ved spillet var det et fravær af forløsning af historien (måske pga spillets system, der ikke indeholder et egentligt konfliktsystem, og som fordi man ikke må afsløre hvordan spilpersoner har det med en sag i andres scener kan blokere lidt for forløsning).
Men et fint lille spil. Og jeg vil slet ikke have noget imod at spille det igen (og måske næste gang passe lidt mere på hvordan stregerne går).
Happy Birthday, Robot!
Vi var færdige med It’s Complicated før de andre var færdige med deres spil (tror det var Fiasco), så vi rykkede ned på gulvet, fandt en håndfuld duploklodser (i stedet for mønter) og endnu flere fudge-terninger. Og så spilede vi Happy Birthday, Robot!.
Spillet går ud på at skrive en kort børnefortælling ved på skift at finde på sætninger og tilføje til hinandens sætninger. Lidt som rundesagn i Haiku-form.
[Vi spillede ikke efter de nuværende regler, men efter de tidligere (hvor man vendte mønter og fik frie ord ved nogle terningslag).]
Spillet var rimelig let at forklare og tog omkring en halv time at spille (som ventet). Og resulterede i en sød og fjollet børnefortælling om Robot der vågnede op på sin fødselsdag for at opdage at solen var helt varm og hævet. Robot og hans ven Ninja fløj op til solen og malede den blå igen (som den plejede at være). Bagefter fejrede de fødselsdag med gaver og det hele.
Jeg kan sagtens se mig selv spille det igen (særligt med de nye regler), og måske også med alle mulige andre startsætninger end: “Tillykke med fødselsdagen, Robot!”
Jeg tager det med på Viking-Con, så pas på med at nævne at du har en halv time uden rollespil.
Don’t Rest Your Head
Don’t rest Your Head er et spil om søvnløse mennesker der har været vågne så længe at de pludselig kan se den virkelige verden (fuld af mareridt og mystiske væsner) (og får superkræfter).
Vi jammede en setting (Østblokland med boligblokke, grå mennesker og sporvogne), lavede et par fede spilpersoner (særligt Johs’ gamle elevatoroperatør med de kæmpestore hænder hænger ved mig endnu).
Vi spillede tre parallelle historier hvor vi kun kortvarigt mødtes, og spillede kun ganske kort (3-4 scener per historie tror jeg). Spillet er forholdsvis GM-tungt idet spillerne ikke forstår deres omverden og derfor bliver mere reaktive end aktive, men i det selskab jeg spillede i var det slet ikke noget problem. Vi fortalte i høj grad med, og var med til at foreslå detaljer i vores egen og hinandens historier. Det fungerede fint med et meget “indie” approach til spillet.
“Min” fortælling handlede om Hume, en bølle der havde tabt sit liv da han mistede sin stilling som portør. Han var en lukket mand uden kærlighed, og spillet startede med at et barn henvendte sig til ham for hjælp (noget helt uhørt i hans liv).
Barnet førte ham ind i en legetøjsbutik der skræmte ham, hvorfor han gjorde barnet fortræd.
Efterfølgende mødte han butikkens indehaver (en ond børnemishandler, der for Hume var uendeligt stor og af hvem man kunne kunne se hans ben (resten var for højt oppe og i skygge)).
Hume røg over knæet på manden (der antog at Hume var et af hans børn), og Hume fik trukket bukserna af og fik tæsk med et bælte. Alting forsvandt og Hume dukkede op midt på en gade uden bukser på (damer lo af ham, han blev voldelig (igen)).
Hume blev nødt til at opsøge manden igen (for at hævde sig, og blive ham kvit). Efter at have spurgt barnet (der nu var Habermas) om vej fandt han igen legetøjsbutikken og opsøgte manden han sendte bort (hans madness power var at sendte folk til et andet sted, “portere” dem), for sent gik det op for Hume at han kun kunne få folk til at bytte plads, hvorfor han blev nødt til selv at indtage “mandens” plads, hvor han sidder endnu (alt for sejt at 2 af 3 spilpersoner endte som “mareridtsvæser” selv, hvor den tredie blev henrettet).
Det var lidt sjovt at vi slet ikke nåede at spille på en del af det der stod på mit karakterark (noget med en dame), og i stedet fokuserede på en anden del af min spilperson (et barn). Det irreterede mig lidt undervejs, men nok mest fordi at når det nu stod der så var det jo vigtigere for mig end det der ikke stod der (hvilket ikke var rigtigt opdagede jeg bagefter). Min spilperson havde to ting at spille på og vi nåede den ene, hvilket var helt fint. Hvis vi havde spillet længere havde vi nok gået efter at nå begge.
Selve systemet nåede ikke at gøre ret meget for os. Det var med til at farve fortællingen (forskellige aspekter af spillet “dominerede” i konflikter (pain, madness, osv), men ikke specielt meget. Jeg tror det ville have betydet mere hvis vi havde spillet længere tid (f.eks. faren ved at bruge en masse Madness og Exhaustion dice).
Men fuck hvor fik vi åbnet op for det spil for mig (jeg har haft det i lang tid, og gået og skulet til det fordi jeg var lidt bange for at spillede det). Jeg tror klart jeg skal hive det frem en dag, og nu ved jeg at det sagtens kan blive vildt fedt (nu risikerer jeg nærmere at blive skuffet fordi det ikke er ligeså fedt som sidst).
Peter har også skrevet om DrYH (så mangler vi bare de to andre).
Dirty Secrets
Lørdag aften var vi tre mand der ikke rigtig vidste hvad vi skulle spille (de andre var stille og roligt gået i gang med Lady Blackbird). Jeg orkede ikke rigtig nogle af de spil vi havde (var træt og havde brug for et spil med en stram struktur til at holde pacingen for os).
Heldigvis kan både Thomas og jeg Dirty Secrets godt nok til at kunne forklare det uden at læse op, så det gjorde vi.
En masse små sedler skrevet senere (vi havde ingen kopier med) gik vi i gang.
Vi fik en simpel, men glimrende fortælling om en ung politimand der pblandede sig i en sag han ikke havde noget at gøre ifht. fordi en af hans venner var mistænkt.
Sagen involverede gamle pornofilm, afpresning og noget med noget smugling af stoffer. Der var et par obligatoriske rockere (og et par unge indvandrere der begge blev dræbt undervejs, så de havde begge en kort levetid i fortællingen, bogstavelig talt), der var fuskede forretningsfolk, og endda en Hollænder med lyddæmper på pistolen og diplomatpas.
Spillet fik verdens fedeste morale a vi nåede til afslutningen hvor vi fandt ud af at det var den mistænkte ven der var skyldig i afpresning, og det blev tydeligt for os at det kun var fordi vores hovedperson havde blandet sig at der var folk der var døde (5 styk, intet mindre, samt vores helt såret).
Undervejs havde vi fantastiske scener hvor vores helt holdt indre monologer om hvor usikker børn gjorde ham, og hans voksende paranoia ifht. sin gamle instruktør fra politiskolen der selvfølgelig forhørte ham hele tiden og aldrig bare small-talkede. Det var stort at se hvordan historien langsomt udviklede sig fra at han handlede rationelt, til at han var styret af sin paranoia.
Dirty Secrets gjorde det igen. Det er overraskende solidt (selvom det er fejlet en enkelt gang for mig, hvor vi ikke huskede at holde alle personer på crime griddet åbne som perpetrators).
Red Box Hack
Perfekt søndagsspil. Simpelt, lidt fjollet, men stadig solidt nok til det ikke flyder helt ud.
Vi skyndte os at lave spilpersoner, og det endte med en bad-ass barbartype (tilsat Brad Pitt), en Rock-bjørn med bas-fløjte og den karakterististe “Whoa whoa”-replik. En ninja fra det fjerne østen, med pusterør og magisk kridt, samt min egen forbandede kat, der var blevet fortryllet så den havde fået menneskeligt sind.
Thomas der var GM lagde hårdt ud med et urgammelt tempel hængende udspændt over en kløft på kæmpe kæder hvorfra der regnede med blod da vi akkompagneret at hård rock kom løbende gennem kløften. Vi kravlede op og slog de flyvende ninja-dimser på flugt, kun for at munkene i templet kunne slå sig selv ihjel foran os fordi de havde fejlet at forsvare et mægtigt artefakt (et eller andet urondes ene øje).
Vi grinede en del over Thomas’ ikke så elegante “Det ser for sejt ud”-beskrivelser af tingene, men det virkede sgu. Jeg havde de alt for fede billeder i hovedet, dels hjulpet på vej af musikken, dels af Thomas’ beskrivelser der var lige på nippet til at forfalde til det overdrevne og lidt platte indtil han forsikrede os om at det var “sejt” (hvilket sjovt nok fik det platte til at forsvinde, og kun det seje blive tilbage).
Vi fortsatte, og fik nådesløst dræbt den heks der havde forvandlet min spilperson (men Peter var på toilettet og derfor selvfølglig sad og mediterede). Og endte i nogle huler fulde af ild og vogtere og det der øje (og tilhørende hoved, tror nok Thmas havde planlagt mere end vi spillede, men det var et fin klimaks).
Vi havde en fin slutkamp, hvor to af os gik ned (de to dyr, katten blev nød til at søge tilflugt i øjenhulen på det store onde (“Hidden in the Eye of Evil”), og gik først ned). Awesometokens og face-dice fik lov at glimre (Peter fik vist begge vores “Face”).
Hov, der var også en sej kamp mod en edderkop, men den glemte jeg i farten.
En enkelt ting der ireterede mig var at jeg undervejs ofte blev fanget i en anden arena end modstanderen, hvorfor jeg først skulle bruge actions på at komme tættere på for først at nå frem efter de/den var døde. Jeg nåede samlet kun at rulle et rul til angreb (og derfor ingen “face!”). Men jeg var stadig glimrende underholdt, og jeg ved hvad jeg har til gode – hele lokalet jublede når der kom et “face” resultat.
Top underholdning fuld af heavy metal og masser af mindeværdige sekvenser. Det spil skal spilles noget mere (og Johs. har lovet et Fastaval-scenarie til RBH, sig til hvis du skal bruge sparring eller test).
Det er rigtig fedt med de forholdsvis korte spil vi spillede. Jeg har bestemt ikke moret mig mindre selvom spillene var kortere. Og der bliver tid til meget mere spil. Både hvad diversitet angår, og hvor meget interresant indhold der er per time.
Dog er der enkelte af spillene jeg godt kunne tænke mig at spille længere udgaver af (f.eks. DrYH og RBH (3:16 har jeg spillet over flere sessions)).
Som det måske fremgår er der ikke et eneste spil der skuffede. Satme vildt med så mange spil.
Desværre er faldet ned i hverdagen så meget hårdere når connen er så meget federe.
