www.IvanHo.dk

I weekenden tog jeg fri fra studierne, greb cyklen og tog til Vintersol (hvor er det fedt med en con man kan cykle til).

Torsdag pjekkede jeg for at spillede Den Brændende Vinds Ild. En blanding af Pulp og Eventyr, af action-intrige og fortælling.
Spillet foregår på to planer (en arkæologisk udgravning og i gamle dages arabien) begge steder med en magisk lampe.
Jeg havde det sjovt, men jeg ser et par problemer med scenariet. Det er lidt svært at få de to lag i historien til at gå op i en større helhed (der er bestemt paralleller, men det er i høj grad op til spillerne at se dem og forstærke dem). Desuden synes jeg det er lidt for langt (det er en klassisk tre-akter, men med to fortællinger i hver akt). Fortællingerne i spillet har hvert deres tema, men det er lidt meget med tre temaer i intrigen i det andet plan i historien. Det ender med at blive lidt langt og der kan let opstå lidt ”dødvande” undervejs.
Det får mig til at tænke på om tre-akts-strukturen overhovedet er specielt velfungerende til rollespil. Jeg mener at hvis man ønsker at opdele et scenarie i tre akter skal man passe på ikke at give første akt for lang tid. Første akt bruger man til at introducere problem og karakterer…. noget man i de fleste con-scenarier allerede er godt i gang med når man læser sin spilperson, så særligt i scenarier med lange spilpersonbeskrivelser er det farligt hvis første akt trækker ud (den starter så at sige før spillet starter).
Anden og tredje akt kan også med fordel trimmes, særligt er det svært at opretholde intensitet hvis tredje akt trækker ud, men problemet er primært med første akt.
Jeg tror med fordel man kunne arbejde med en to-akts-struktur med intro (læse spilpersoner, kort intro til at finde sin spilperson, så direkte ind i udforskning af problemet, og så forløsning – ikke al den ventetid).
Så kunne man også få scenarierne ned på de ca. fire timer jeg kan holde til.

Men strøtanker om længde og struktur til side var jeg godt underholdt med at spille Den Brændende Vinds Ild, og særligt vores første eventyr fangede mig.

Fredag spillede jeg Sparta hvor jeg igen løb lidt ind i længde-problemet. Desuden havde jeg/vi ret svært ved at overskue den temmelig komplekse situation i spillet (3 ”lejre” 15 spilpersoner, 20 græske navne). Vi brugte meget lang tid på at opridse situationen før vi gik i gang med at spille, og jeg tror det kostede lidt i intensitet at vi af og til ikke kunne holde styr på hvem der var hvem.
Et andet, mindre, problem for mig var at der var flere af konflikterne i spillet jeg ikke synes var ret vigtige og jeg derfor i et andet spil (læs: indie) havde sorteret fra, jeg manglede lidt et håndtag til at introducere nye konflikter og frasortere andre (og jeg synes det var lidt fjollet at have regler i kampen, men ikke i de andre langt vigtigere situationer i spillet, men sådan er jeg vel efterhånden hjernevasket).
Sjovt så lidt indie de her danske indie-scenarier er ;) (hvad så end ”indie” betyder).
Sparta var underholdende og højlydt, men vi fik det aldrig rigtig op at flyve. Kunne nu godt finde på at barbere lidt i situationen og prøve igen.

Lørdag spillede jeg Ussings 123 scenarie, en hurtig novelle-komedie med 4 smuglere og en forsikringssvindler i et rumskib. Det var sjovt, der var underlige accenter og jeg fik lov at være tosset italiener – noget jeg har en svaghed for.
Det var store armbevægelser, masser af latter og kort og intenst – nok min bedste spiloplevelse (primært fordi det opstod af ingenting, det havde taget Ussing 123 minutter at skrive, og tog os ca. lige så længe at spille).

Lørdag aften spillede jeg så Esoterrorists i et forsøg på at finde en mellemform der kan forene min kærlighed for krimier med min lede over hvor kedeligt investigationrollespil altid er. Det var nok en fejl, jeg er stadig ikke glad for at spille spil der primært går ud på at regne ud hvem der havde gjort det (og i dette tilfælde hvad de havde gjort).
Det er stadigvæk op til Bækgaard og hans Løgstør at løse mit krimi-rollespils-problem.

Ud over rollespillet var Vintersol en fin con. Jeg havde ikke ret meget tid ved siden af spillene så det blev ikke til meget hygge, men den tid der var var god.
Og det er tydeligt at Solhverv er en flok livere…. alle kioskpersonaler rendte rundt som en gang genoplivede lig med diverse sår i hovedet – sjovt at få serveret con-æde og kaffe af Igor.

My name is… Mike Carter
And I am… a Murder Police

What’s been keeping you awake?
Skyld. Skyldfølelse over at have skudt sin partner en sen aften under en anholdelse. Skyldfølelse over at han ikke har været der for sin datter (konen er sgu ligegyldig).

What just happened to you?
Jeg opdagede at min kone var et monster der kun ville min datter ondt, så jeg skød hende.

What’s on the surface?
Lurvet tøj, men intense, intelligente øjne. Udstråler den særlige form for autoritet der gør at betjente i civilt tøj stadig er betjente. Dygtig efterforsker.

What lies beneath?
Vanvittigt usikker. Ved ikke hvordan jeg udfører mit job.

What’s your path?
Jeg vil finde min datter og genvinde hendes kærlighed. Vi skal leve lykkeligt sammen igen.

Discipline: 3
Permanent Madness: 0
Current Exhaustion: 0
Responses: 2 fight, 1 flight
Exhaustion Talent: Ser alle detaljer, lægger mærke til selv de mindste ændringer omkring sig.
Madness Talent: Kan glide i et med skyggerne og forsvinde.
Scars: Ingen endnu

Afgjort meget mere at arbejde med for spillederen end i Ulfgeir. Spørgsmålene er ok til at sætte mig i gang, men vejledningsteksten i bogen var ikke særligt god. Sikkert meget god til at vejlede spillederen i hvad hver del bruges til, men lidt forkert formuleret hvis det skal være en hjælp til at finde på.

Jeg faldt over den her tråd på Story Games der omtaler PC project. PC Project er en gut der vil lave en spilperson til hver af de spil han ejer og poste dem på sin blog. Jeg synes det er for fed en idé, dels for at øve mig i at lave spilpersoner, dels for at få genlæst nogle gamle systemer, men særligt for at se hvilke spilpersoner der kommer ud af hvilke systemer.
Så nu vil jeg prøve at lave en spilperson til hvert rollespil på min reol.

Viking - Gammel Kærlighed
Den første spilperson jeg vil lave er til det gamle danske rollespil Viking. Viking var et af de første spil jeg spillede og jeg har holdt af det lige siden.

Ulfgeir
Ulfgeir har siden sin fars død fungeret som Aros’ skibsbygger. Han er alt for ung til sine evner og folk hvisker i krogene om at han ved nornernes hjælp arvede sin fars viden da denne døde. Ulfgeir føler sig udstødt af byens fællesskab og længes bort.

Alder: 19
Erhverv: Skibsbygger
Yndlingsgud: Odin

Styrke: 6
Visdom: 10
Charme: 4
Sejhed: 16

Styrkeevner:
Håndværk 5 (Træskærer)
Kraft 4 (Svømning)
Balance 4 (Kast)
Nærkamp 2 (Slåskamp)
Kampvåben 4 (Økse)
Afstandsvåben 0
Forsvar 5 (Parere)

Visdomsevner:
Agerbrug 2 (Husholdning)
Jagt 1 (Dyreviden)
Årvågenhed 5
Skibsbrug 7 (Skibsbygning)
Viden 4 (Lovkundskab)
Gudeviden 4 (Blot)
Rundekundskab 3 (Budskab)
Urteviden 1 (Helbredende)
Kampkunst 6 (List)

Charmeevner:
Handel 3
Udsmyknng 4
Underholdning 2 (Kvad)
Menneskekundskab 3 (Menneskekender)
Udseende 2
Høviskhed 3

Sprog:
Nordisk 5 (Dansk)
Germansk 1 (Frisisk)
Finsk 0
Slavisk 0

Far: Thormod - Skibsbygger (død)
Mor: 43 Estrid
Lillesøster: 16 Ide - halt
Dødfødt lillebror

Fedt at familien står på personarket

Fredag – Stress og Forvirring
Jeg er sindsygt dårlig til at slappe af når jeg rejser og i fredags var ingen undtagelse. Da jeg ankom til Viking-Con var jeg stresset og forvirret.
Da vi startede indie-blokken op var jeg stadig ikke kommet helt ned på jorden og fik derfor ikke helt overvejet præsentationen af de (mange) spil jeg havde med, og fik sagt tre linier om 5-6 spil i stedet for at sige noget sammenhængende om et par stykker. Men så er det lært. Præsenter et spil eller to du har lyst til at spille og glem resten!
Heldigvis var der en flok der fangede at jeg var mest tændt på Universalis (fordi jeg ikke havde spillet det før) og det blev struktureret historieforælling Fredag aften.

Universalis – Rumriddere og Fjol
Universalis er en setting-løs og genre-løs fortællemaskine hvor man for mønter kan købe indflydelse på den fælles fortælling. Der er ingen faste spilpersoner (kun personer man skiftes til at spille) og indlevelse er bestemt ikke formålet.
Spilets regler er en lille smule komplekse og fuck hvor var jeg træt a jeg var færdig med at forklare regler.

I de indledende runder fik vi defineret at vi spillede Space Opera og en lang række vigtige personer (alt FOR mange).
Vi fik fortalt en wierd rumfortælling med en masse sort humor – det kunne have været skrevet af Douglas Adams.
En detaljeret gennemgang af personer og scener vil jeg springe over, og i stedet henvise til Thomas’ post på Spilnu.

To ting vil jeg dog fremhæve. For det første: Et genre-løst spil som Universalis ender sgu ofte i komedie og det ireterer mig faktisk lidt. Jeg er ikke specielt glad for komedier og jeg tror at Universalis kan så meget mer hvis bare man vil prøve (men jeg er jo selv lidt ude om det, jeg kunne jo bare have købt en dyster stemning). Jeg tror man med fordel kan snyde lidt og samle folk der vil nogenlunde det samem inden man spiller Universalis, selvom det strengt taget er dækket af reglerne.
Den anden ting er spillets mekanik til kontrol af enkelte spillere der trækker spillet i en ”forkert” retning. Vi havde en enkelt spiller der var en del yngre end os andre og som af og til trådte uden for hvad vi ande fandt underholdende (en enkel gang så langt at jeg promte købte imod uden forhandling). Spillet viste sig udmærket i stand til at håndtere en sådan situation idet man med sine mønster kan sige: ”Nej, DET skete ikke!”
Før jeg havde afprøvet det syntes jeg at den regel var en smule underlig og meget amerikansk, men kan nu se at den bestemt har sin berettigelse.

Alt i alt, Universalis gik fint uden at vi nåede frem til en bragende historie. Jeg tror dog jeg ville have foretrukket lidt bedre tid, Univrsalis er ikke helt så hurtigt et spil som det ser ud til – der kommer hurtigt masser af løse ender der tager tid at få ryddet op i.

Jeg skal helt sikkert prøve det igen, næste gang uden humor….

Lørdag – Ungdom og Vold
Lørdag dag kom jeg til at køre Contenders selvom jeg egentlig havde satset på at komme til som spiller på en omgang Polaris, men skidt det må jeg så have til gode.

Contenders
Mit Contenders-hold bestod af en enkelt indie-spiller, to 13-årige og deres legeonkel (der selv var en ung gut uden indie-erfaring, men som efter jeg havde fortalt ham om Dogs endte med at prøve det også, og som nu er solgt på indie-spil). Spillet kom aldrig rigtig op at flyve, men Contenders er nærmest umuligt at spille i sænk. Der var meget lidt fokus på vores conections, og i stedet en masse fokus på at smadre hinanden med brosten og jernstænger.
Det var udmærket underholdende, men langt far alt det Contenders kan være.
Desværre kunne den ene 13-årige ikke holde sin kæft mens andre snakkede og jeg bliv nødt til at bede ham holde mund eller skride (han valget at blive).

Det eneste nye ved den her session Contenders er at det er gået op for mig hvor svært det er at ødelægge helt. Selv med halvbagte beskrivelser og uden Drama er det ok fordi det strategiske element i sig selv er underholdende.

Pause og Celebrity Deathmatch
Efter Contenders hang jeg med en af de andre jeg spillede med, Anders, førstegangs-congænger der til gengæld har skrevet sit eget indie-spil til Game Chef (og det ser oven i købet spilbart ud :)). Tak for en behagelig pause, og jeg håber vi ses igen.

Celebrity Deathmatch var modsat Contenders på ingen måde voldeligt! Begge debatanter (sejt ord) var alt for villige til at sige at det den anden lavede var helt i orden og det hele var præferencer *suk*. Vi skulle have inviteret Ron Edwards i stedet og fået Michael Erik Næsby til at stille op mod ham, så havde der været underholdningsgaranti! (joke! Begge to er måske lidt utilnærmelige på skrift, men begge flinke når de snakker (Ron har jeg kun hørt på podcast))
Debatten var mildt lærerig, men først og fremmest hyggelig. Der var en glimrende stemning og Jason er en hyggelig fyr.
Debatten kan høres her.

De Navnløse
Lørdag aften skulle jeg køre De Navnløse. Kaos. Der var tilmeldt deltagere til to hold, og jeg var eneste spilleder (og pludselig også turneringsleder). Nå, men vi fik sorteret folk ned til 4 deltagere og kunne spille.

Holdet bestod af 3 meget meget unge (bla. den ene 13-årige fra tidligere der ikke havde teet sig (den anden havde jeg bedt om at finde et andet spil gennem reservekøen selvom han var tilmeldt scenariet)) den sidste lidt ældre.

Opstarten gik ok, folk kunne lide deres spilpersoner (selvom jeg måtte læse en spilperson op for den ene spiller da hun var ordblind – sejt egentlig, jeg havde det så godt med det. Ordblind skriver scenarie som ordblind spiller.)

Scenariet består af en række kampe og et simpelt system til at spille og fortælle disse (+ et enkelt flashback per spiller). Spillerne kan vælge at miste dele af sine spilpersoner mod at blive bedre til at klare kampene.
At spillerne kunne vælge at miste spilpersonernes minder (og menneskelighed) fungerede fint i starten, de var meget imod t skulle fjerne det eneste positive der stod i deres spilpersoner.
Til gengæld fungerede resten ikke. Kampene er ikke taktisk interessante, og da vi havde fortalt de første 20 udfald døde fortælling lidt (jeg faldt tilbage på at betone i stedet for at fortælle interessante ting: ”Han tager sit SVÆRD og KNUSER hans KRANIE.” Et billigt trick, men det virker.)
Jeg tillod mig at forkorte lidt i scenariet og vi stoppede efter 4 timer, jeg havde kedet mig, men spillerne lod til at have haft en ok oplevelse. Jeg elsker hvordan ungdomsskoleelever udfylder tilbagemeldings-sedler.

Ursuppe
Nedtrykt vandrede jeg tilbage til den anden skole og ledte efter opmuntring. Heldigvis rendte jeg ind i nogle rare menensker der lærte mig at spille Ursuppe (argh! Flere udgifter).
Ursuppe er et simpelt, men taktisk spil hvor de fleste kan være med allerede fra første gang man spiller det. De fleste taktikker har en mulighed for at lykkes, men min var selvfølgelig bedst.
Jeg hyggede mig gevaldigt med spillet, og kom alt for sent i seng.

Søndag – Udmattelse
Søndag var jeg udmattet. Jeg er så skide dårlig til at undvære nattesøvn og Viking-Con er for kort til søvn!

Dogs
Jeg havde svoret aftenen i forvejen at jeg ikke ville køre et fjerde spil på connen så jeg fik tiltusket mig en spillertjans på Dogs in the Vinyard med Peter F. som spilleder.
Peter forklarede regler og vi lavede spilpersoner. Jeg var den eneste der havde spillet det før og var lidt flov over hvor svært jeg havde ved at finde på i starten. Jeg fik dog lavet en spilperson der var ok interessant.
Spillet startede lidt sløvt mens vi vænnede os til reglerne, og jeg var på et tidspunkt bange for at jeg måtte undskylde og gå i seng i stedet, men det gik.
Vi havnede i en lille by hvor det primære problem (blev vi enige om) var en splittelse mellem byens Steward og Søster Esther en af byens spidser (vi ignorerede næsten totalt at Stewarden havde pryglet en soldat fra det lokale fort og at Esther havde forbudt Stewarden adgang til hans datter). Vi trommede hele byens befolkning sammen i fælleshuset og her fik vi (jeg) den stolte Søster Esther til at bekende hendes synd (e konflikt der endte med at Esther fik skudt hul i Livets Bog og fik et hjerteslag der nær havde taget livet af hende).
Stolthed er min personlige yndlingsynd og Esther var Stolt med sort S. Da først vi fik samlet folk tog spillet fart og jeg morede mig kosteligt.
Det mest underlige skete i et øjeblik efter en dog havde reddet Esthers liv ved at drive hendes dæmoner bort så hun overlevede. Det så ud som om vi skulle have en session af Dogs der endte lykkeligt, noget jeg ikke tidligere har oplevet.
Men så fik to af de andre Dogs ordnet den fadæse da de til sidst ender med at stå og skyde hinanden over hvorvidt Stewarden er retfærdig eller ej (til dels, tror jeg, fordi de to spillere havde lavet lidt for lidt og nu ”sku’ der fandme ske noget!”)

Det leder mig til en lille kommentar om spillerantallet i Dogs. Fordi spillet håndterer en-mod-en konflikter så meget bedre end komplekse konflikter mener jeg ikke man bør spille Dogs med mere end 3 spillere. Så når man let at kede sig en lille smule mens alle andre har en konflikt (selvom Dogs nu er en glimrende tilskuersport). Desuden kan det være svært som spilleder at overskue 4+ personer og hvor deres ”knapper” er når man prøver at ramme bløde punkter i folks etik.

Dogs er et dejligt spil, og jeg vil spille det igen og igen – også selvom det er sværere at være spiller i end spilleder (man er den aktive part, spillederen den reaktive – modsat næsten al klassisk rollespil).

Hygge
Søndagen blev afsluttet med nogle timers udmattet hygge i Heksens Hule. Og hold kæft hvr er i nogle dejlig mennesker! Jeg var så glad (og træt) da jeg tog fra Viking-Con at min eneste fortrydelse i år var at jeg ikke havde bidt min nervøsitet over at spille på engelsk i mig og havde spillet Psi-Run med Jason.

Hele Connen – Yay!
I år har nok været min bedste (og hårdeste) Viking Con nogensinde. Jeg var sgu så glad hele vejen (ok, ikke Lørdag aften før Ursuppe, men stadig!).
Jason styrer! Flere indie-æresgæster! Vincent Baker på Fastaval! (eller Luke Crane eller Ron Edwards eller… eller….)

I lørdags spillede vi The Shab-al-Hiri Roach. Som de fleste sikkert allerede ved er Roach sort humor spil med universitetsintriger og masser af lig.

Spillet gik udmærket uden at imponere voldsomt. Vi grinede en del, og fik slået halvandet fodboldhold ihjel (plus alskens andre folk).

Spillet opererer med nogle kort med kommandoer til spillerne. Da kortene trækkes tilfældigt (og man hvis man har slugt en kakerlak skal udvælge målet for kommandoen inden man læser det) kan det blive temmelig meningsløse kommandoer, hvilket er fint og godt. Min anke er nærmere at kommandoerne ikke er langt nok ude.
Vi var uheldige og trak nogle temmelig kedelige kort. En stor del af kommandoerne var ikke aktive nok og en spiller endte med at have 3 kort i træk der lignede hinanden alt for meget. At vi så endte med at få nogle enkelte virkelig outrerede scener med de halvkedelige kommandoer skyldes dels at jeg da jeg forklarede reglerne understregede at spillet gik ud på at slå gud og hvermand ihjel, og beskylde nogle andre for det (hvilket reglerne også gør), og dels at vi overfortolkede kommandoerne i stedet for at underspille dem (som da en spiller tolkede ”You must love this person” ret ekstremt og det endte i et orgie af afhuggede hoveder og homoerotik).

Men måske er jeg lidt hård i min dom over spillet. Jeg har aldrig selv været særlig god til komedierollespil (i hvert fald ikke af slap-stick genren) og Roach er en af mine bedre oplevelser med genren.
Mon ikke jeg tager spilet frem en anden gang og giver det en chance til? (Jeg synes jo ikke det er dårligt, bare ikke lige så godt som så meget andet på min reol).

PS: Tror spillet egner sig fint til at blive spillet i lettere beruset tilstand. Jeg må eksperimentere med Kakerlakkernes indflydelse på alkoholens virkning på den menneskelige fysik.

På RPGforum er der en lille debat om hvad rollespil er. Jeg vil tænke højt her i stedet for på RPGforum fordi jeg når jeg skal skrive der bliver fuldstændig ude af stand til at tænke (noget med at skulle overskue en debat og formulere samtidig).

Nå, men hvad var det så jeg tænkte?

Jeg tror det er vigtigt når man prøver at finde en anvendelig definition af rollespil at man skelner mellem rollespil som aktivitet og rollespil som teknik.

Rollespil som teknik

Rollespil som teknik adskiller sig for mig ikke specielt meget fra Method Acting (så meget jeg nu ved om method acting).
Rollespil er når man gennem indlevelse i en rolle foretager valg på vegne af rollen.
Rollespil som teknik anvendes i en lang række sammenhænge ikke kun i rollespil.

Rollespil som aktivitet

Nu er jeg fristet til at definere rollespil som aktivitet (role playing games) som spil hvor der i større eller mindre grad anvendes rollespil som teknik. Eller måske lidt snævrere som spil der primært anvender rollespil som teknik (altså hvor beslutninger primært tages ved hjælp af rollespil).

(Disclaimer: Jeg er ikke sikker på jeg ville anvende en sådan definition i alle sammenhænge, men lad os lege med for nu.)

Men hvad så med det der spillederen gør? Spiller han så ikke rollespil?

Han rollespiller i hvert fald ikke (teknikken) når han befinder sig i stances (Forge-ord) udover Actor Stance (hvor man handler på baggrund af rollens person og viden) og Author Stance (hvor man handler med hensyntagen til rollens motivationer, men også inddrager viden og andre faktorer (drama) uden for rollen).

Der hvor min definition adskiller sig mest fra så mange andre er at ifølge min definition er rollespil ikke nødvendigvis en social aktivitet. En computerspiller kan meget vel spille rollespil hvis han i stedet for at handle på baggrund af egne motivationer i stedet handler på baggrund af sin rolles motivationer (teknikken rollespil).

Svagheder og Styrker

Hvad er det så min definition kan?

Tjoo, den er bred nok til at inkludere både old-school dungeon-crawl og moderne indie-shit uden at være så inkluderende at den bliver meningsløs. Den inkluderer godt nok også computer-rollespil, men det er ikke nødvendigvis en svaghed.
Definitionen indebærer at det er umuligt at skelne hvorvidt noget er rollespil eller ej uden at kunne gå ind i hovedet på spilleren (at skelne mellem Author Stance og Pawn Stance (der ligner Author Stance, men hvor man ikke tager højde for rollens motivationer) er svært udefra, men spilleren selv vil let kunne skelne).
Det medfører at et spil som f.eks. D&D både er rollespil og brætspil afhængig af hvem der spiller det. Det er selvfølgelig problematisk, men det fikses let med en lille modifikation af definitionen: Rollespil er spil hvor det er meningen at man rollespiller.

Afrunding

Så har vi altså en tre-strenget definition af rollespil:

• Rollespil (teknik): Rollespil er når man gennem indlevelse i en rolle foretager valg på vegne af rollen.

• Rollespil (aktivitet): Rollespil er spil hvor man primært anvender rollespil (teknikken).

• Rollespil (produkt): Rollespil er spil hvor det er meningen at man skal spille rollespil (aktiviteten).

En sidste krølle på definitionen. Jeg mener kun definitionen af rollespil som aktivitet er meningsfuld når rollespillet er for rollespillets egen skyld, da der ellers er tale om forfatter-brainstorm (når man mødes nogle stykker for at hjælpe sin forfatterven med at udvikle hans historie eller personer) eller noget andet.

(Disclaimer: Der er ingen normativ dom i definitionen. Jeg spiller med glæde Story Games, men det er bare ikke dem alle sammen der er rollespil (og slet ikke hele tiden).)

Jeg kunne ikke sove i går aftes, og her er resultatet (jeg har snydt lidt og brugt lidt tid i formiddags på at tænke nogle af tankerne til ende).

Vold Løser Alle Problemer
Jeg vandt, men det kostede mig alt!

Et fortællespil der handler om vold - voldens pris. Et moraliserende statement om hvad volden gør ved os hvis vi lader os friste til at bruge den.

Spillet kan fungere i flere forskellige miljøer, med forskellige typer vold (rockere = fysisk, mødregruppe = mobning, børshajer = albuevold, politikere = spin, whatever). Men det er tænkt med rockere og privatdetektiver i et kriminelt og let overdrevet miljø. Fusion møder Sin City eller deromkring.

Hver spilperson består af en kort opridset rolle og 3 attributes (Vold, Styrke og Træthed) samt en række Værdier (af mangel på et bedre ord).
I virkeligheden er der kun to attributes, da Vold ikke er fast, men noget spilleren vælger fra scene til scene.

Værdier er ting som spilleren inden spilstart erklærer at han vil kæmpe for og ikke vil miste. (3 er sikkert et passende antal, det vil spiltest vise)

Spillere starter med Styrke 3-4 stykker og Træthed 1.

Spillet starter med en prolog - en situation med potentiale til at smadre spilpersonernes liv. Et mord, en razzia, whatever.

Spillerne skiftes til at sætte scener hvor de skal forsøge at få hinanden ned med nakken. Scener sættes med det formål at gøre en medspiller mere træt eller berøve ham hans Værdier.

Der er en række forskellige typer scener at vælge mellem.

• Angreb på spilperson i varierende styrke (hvor formålet er at gøre spilperson træt eller lokke vedkommende til at bruge vold) (Styrke på mellem 3-6 lyder fornuftigt, men igen, spiltest!)
• (?) Angreb på spilpersons værdi (forsøg på at ramme værdi direkte)
• Varianter af to ovenstående hvor det er spilperson mod spilperson i stedet
• (?) Restituere (hvor spiller fortæller hvordan hans spilperson kommer til hægterne igen)
• Miste en Værdi (hvor spilleren beskriver hvordan han mister en værdi på grund af sin egen opførsel)

Man vælger ikke scene frit, scener er grupperet så du først skal have brugt alle scenerne i gruppe 1 før du kan bruge scener fra gruppe 2 osv. Dels for at sikre at man ikke holder sig til én type angreb, men også for at sikre at der er en hvis eskalering i løbet af spillet.

I angrebscenerne der er de mest almindelige “angribes” man af en situation man skal forsøge at klare sig ud af. Spilleren der sætter scenen redegør kort for hvad probemet er og hvem det går ud over (anden spiller). Spilleren der sætter scenen spiller så hovedmodstanden i scenen og overlader eventuelle biroller til spillere der ikke er involveret i scenen. Spilleren det går ud over spiller selvfølgelig sin egen spilperson.
Når spilleren det går ud over er blevet enig med sig selv om hvor meget vold han er villig til at bruge for at vinde konflikten i scenen (et tal fra 1 og op) slås der et antal terninger for hver side i konflikten. For modstanderen slås et antal terninger lig med styrken af angrebet, for spilleren slås der terninger i tre forskellige farver (en for hver af Vold, Styrke og Træthed).
Der sammenlignes højeste antal øjne på én terning, og den pool der har flest øjne på én terning vinder (ved lighed (sker ofte) sammenlignes næsthøjeste terning osv).

• Hvis Vold > Styrke = Du skal bruge din næste tur på at sætte en scene hvor du mister en Værdi
• Hvis Vold + Styrke > Modstanders Styrke (ved modstander spiller + Vold) = Du vinder
• Hvis Vold + Styrke < Modstanders Styrke = Du taber og får 1 Træthed
• Hvis Træthed > Vold + Styrke = Du får 1 Træthed (dog ikke 2 hvis du samtidig taber scene)

Hvis kampen involverer en af dine Værdier får du +1 (måske 2) til Styrke.

Den der vinder en scene får retten til at fortælle hvordan scenen ender.

Hvad hvis de står lige? Det ved jeg ikke. Hvad med at der så ingen konklusion er, ingen attributes ændres?

Hvad hvis en spiller “dør” ved ikke at have flere Værdier tilbage? Spilleren er ikke med mere - som spiller. Sætter stadig scener for at jorde de andre, men spilpersonen kan kun deltage som NPC, regelteknisk på lige fod med andre modstandere i angrebs-scener.

Den/de spillere der har flest Værdier tilbage efter endt spil vinder. Spillere uden Værdier er sølle sølle skæbner….

**********************

Kan det noget? Fungerer det? Ligner det Contenders så meget at vi lissågodt kan spille Contenders?

Advarsel: Det følgende er en komplet ubeabejdet idé til rollespil. Det er bare en strøtanke, men jeg skulle skrive den ned for ikke at glemme den. Så hvorfor ikke her?

Jeg har siden jeg spillede Best Friends på Fastaval 007 tumlet lidt med idéen om et scenarie/system hvis primære fokus er den selvdestruktive vold. En flok “skæbner” i et eller andet forbrydermiljø der kæmper mod hinanden om at nå et aller andet mål (opklare/ikke-opklare forbrydelsen?).
Man skal så kunne bruge vold for at vinde en scene, den der først bruger vold vinder, ingen dikedarer, fuld fortælleret til voldsmanden.
Bagsiden af volden er så at man mister et eller andet man holder af. Før spilstart har man lavet en liste over ting man holder af og hver gang man har brugt vold i en scene tvinges man til at frame en scene hvor man mister en af sine ting-man-holder-af.

Hvordan vold kommer af Best Friends er lidt uvist….

Fastaval i år var en af de helt gode! Jeg havde mere end en enkelt wauw-oplevelse, og det er sgu ikke garanteret længere - jeg er ved at være forvænt.

Onsdag
Den første positive overraskelse i år var at få at vide at jeg havde fået En Lærke Lettede i dagblokken om torsdagen. Det var specielt overraskende fordi jeg ikke havde meldt mig til nogen scnearier i dagblokkene i år, men en eller anden god fe må have læst mine beklagelser over ikke at have fået alt hvad jeg pegede på.

Så det var med højt humør og masser af smil til overs jeg tog en dobbelt brandvagt og fik folk på plads i sovesalen indtil spisetid. Jeg havde sgu ikke regnet med at jeg ville få så meget morskab ud af at være emsig-stewardesse-agtig type. En glimrende måde at komme i gear til Fastaval og få set en masse ansigter igen.

Onsdag aften skulle jeg måske køre DungeonDerby, og det viste sig at Lieberoth der stod for det havde fået smidt min mailadresse væk og det var i sidste øjeblik han fik mig fundet.
Selvom jeg var frisk på at køre dungeon direkte fra bladet var jeg nu ikke ked af at slippe for min tjans da det viste sig at der kun var 6 deltagere og derfor kunne den anden DM tage slæbet og jeg selv kunne tage en slapper.
Eneste fortrydelse i den sammenhæng er at jeg ikke deltog i den anden dag-0 aktivitet da det lød som om de folk der deltog havde det sjovt.

Torsdag
Torsdag dag spillede jeg En Lærke Lettede, og fuck hvor blev det godt. Selvom vi startede lidt sløvt og scenariet var lidt længe om at komme i gang nåede jeg at få en rigtig god oplevelse ud af det.
Scenariet var et ensembledrama som Bækgaard laver dem bedst (er der andre?) i stil med Chiaroscuro og A Day in the Life.
Jeg kan stadig bedre lide Chiaroscuro, men En Lærke Lettede var slet ikke et ringe Bækgaard scenarie.

Om aftenen stod den på Auto de Fe der var det scenarie jeg havde glædet mig mest til, men som også var det jeg frygtede mest.
Det viste sig at være en smuk kombination mellem dansk scenarietradition og indie-spil.
Mon ikke jeg skriver en fyldigere rapport om Auto de Fe? Men et er helt sikkert: Det er fandme et godt scenarie!

Fredag
Fredag var Fastavals nededag for mig i år. Jeg sov længe - rigtig længe - og stenede rundt meget af den korte tid jeg var vågen og forsøgte at vågne ordentligt op.
Jeg kørte De Gale i Arkham, et gennemsnitligt scenarie der bestemt ike ligger inden for hvad jeg normalt ville spille, men der manglede spilledere og derfor spilledte jeg.
Scenariet er bygget på en flok spilpersoner der har mistet hukomelsen, render rundt i Arkham og oplever en masse underlige ting. Endelig render de nærmest uforvarende ind i “the badguy” og forhindrer ham (måske) i at udrydde byen.
Som det fremgår er der ikke meget af historien overladt til spillerne og den historie der er er ikke særligt vedkommende.
Spillet gimmicks (ordet gimmick er bevidst valgt!) er så et udvidet sanity-system med fire personligheder til hver deres sindstilstand (et system jeg egentlig godt kan lide, men som måske ikke er helt fintunet) og så en håndfuld minder fra den historie der gjorde spilpersonerne tossede. Minderne er ligegyldige og påklistrede omend velskrevne.
Men jeg tror jeg holdt masken sådan nogenlunde og fik vist ikke ødelagt spiloplevelsen totalt ved at lukke for megen galde ud. Jeg prøvede at køre den hjem på god forberedelse og haven-styr-på-det-hele skaben tillid.
Nedern dag (i hvert fald i forhold til de andre dage).

Lørdag
Lørdag havde jeg en dagblok fri og havde egentlig forberedt mig på at sidde og spille lidt brætspil hele dagen, men en god stund efter spilblokken var startet kom Lieberoth og spurgte om jeg ville være med til at spille Mødregruppen (det andet scenarie jeg havde brokket mig over ikke at få).
Jeg sagde selvfølgelig ja, og efter lidt søgen efter flere spillere havde vi to timers hidsig mobning.
Scenariet indeholder én situation og én konflikt: Hvem er den bedste mor?
Kort, ubehageligt og sjovt. En æstetisk nydelse af kvindemobning.
Selve scenariet var så lækkert at se på at det var til at blive skør af. Lækre cue-cards med et pisse lækkert layout. Det lækreste scenarie længe!
Lørdag aften var der indie-spil og jeg spillede Best Friends med Malik som regel-guru. Og selvom spillet aldri rigtig løftede sig kan jeg godt se potentiale i reglerne.
Man spiller en flok veninder der har interne konflikter. Der hvor vores spil og reglernes intention divergerede var nok at vi intereserede os meget om hvad vi var uvenner over og ikke om hvordan vi handlede ifht. til det. En tendens der måske er mere generel? Ved det ikke, må tænke over det.

Søndag
Søndag spillede jeg Maskefald. Øv. Jeg kan fandeme godt mærke at jeg har flyttet mig hvad angår rollespilspræferencer. Maskefald er et ROLLEspil hvor spillet opstår i de intriger der er mellem personerne.
Jeg tror jeg havde foretrukket at spille med åbne kort, selvom det bestemt ikke er tiltænkt i scenariet, men vi havde alt for mangle ligegyldige dialoger.
Nå, det er nu ikke scenariets skyld det hele. Vi var en trist spillerflok. Jg selv vågnede aldrig helt op til dåd og vi havde en enkelt medspiller der næsten ikk ekunne lokkestil at være med (hun deltog praktisk talt ikke i vores opvarmning - frys (hvilket vel egentlig også kan være mere blufærdigt end at spille med en rolle)).

Rollepil
Fastaval i år bød på rigtig mange gode rollespilsoplevelser, jeg vr så glad så glad. Nu kommer tiden så til at fortryde ikke at have spillet nogle af de anre scenarier (særligt er jeg lidt ked af ikke at have set Spartas potentiale ud fra programmet, men rygterne sagde noget andet).

Brætspil
Jeg fik spillet så lidt.
Særligt fortryder jeg at jeg ikke fik afprøvet Benjamins Black Metal the Boardgame, men sådan er det når man spiller hele dagen og han er fuld hele aftenen…
Fik dog prøvet et enkelt nyt spil: Citadels, et simpelt, men stadig spændende spil, lidt i samme kompleksitet som Carcasonne eller Settlers. Ikke noget jeg købte med hjem (jeg nåede slet ikke at købe noget som helst med hjem pa cafe-diskussioner langt ud på natten Lørdag aften, øv!)

Alt det udenom
Hvor var jeg glad! Taget i btragtning at der ikke var en eneste af mine homeboys der var med og at jeg så så forholdsvis lidt til mine far-awa-boys hyggede jeg mig gevaldigt. Jeg er åbenbart blevet en af dem der kender en masse folk på Fastaval (eller også var jeg bare så glad i år at jeg snakkede med alle dem jeg kun halvkendte).

Maden spiste jeg kun Onsdag hvor der var for lidt (til mig, jeg har appetit som 14 gnuer), men det smagte fint den ene dag. Deres sandwich var rigtig gode i år!

Tranbjergskolen er skide kold! Jeg fostår ikke hvordan eleverne kan holde de fucking betongulve og kolde gange ud i længden. Men ok, de sidder måske ikke i gymnastiksalen og feder den 5 timer i træk. Lorteskole!

En sidste rigtig fed oplevelse var den meget lange samtale om Burning Wheel og hvad vi nu ellers kom ind på med ham den anden ædru i caféen Lørdag aften. Pisse fedt at få snakket ting igennem med en i samme situation. Bare nedern ikke at kunne huske hans navn eller bo i nærheden. Folk der spiller BW er der lidt for langt imellem.

Konlusion
Feeed Fastaval!

PS: Jeg vil prøve at få skrevet noget fyldigere om de ting jeg fik spillet, men jeg tør sgu ikke love noget… hektiske tider!

Sidder her og overvejer hvad jeg skal huske at tage med på Fastaval i år: Ørepropper, lommerlygte, terninger (for første gang i flere år), underlige indie-spil osv…

Fantastisk tiltag med “Din Side” i år, så kan jeg se hvad jeg skal spille hvornår og nå at genlæse foromtaler og så videre. Der er sgu ingen grund til hemmelighedskræmmeri så her er linket til min helt personlige og meget hemmelige side (mest så folk uden Fastavaltilding kan se hvordan de ser ud).

En enkelt ting der ikke fremgår af min side er at jeg har lovet Lieberoth at være DungeonMaster på DungeonDerby på dag 0 (hvis jeg da stadig skal det, jeg har ikke hørt fra ham siden, men mon ikke vi finder ud af noget når jeg ankommer i Århus).

Auto de Fe glæder jeg mig til, selvom jeg er en lille smule bange for at det er et af de scenarier hvor man ender med at blive lidt frustrerede over at holde styr på alle trådende samtidig. Men den lidt tunge stemning rammer lige midt i min ellers brede smag og jeg skal nok få noget godt ud af det.

Fredag aften skal jeg spillede De Gale i Arkham. Jeg havde godt nok hverken tilmeldt mig som spiller eller spilleder, men i vanvare skrevet at jeg nok kunne overtales til at spillede i de aftenblokke hvor jeg ikke fik noget som spiller… og uden så meget som et ord dumpede De Gale ind af postkassen en dag - fantastiske overtalelsesmetoder! Næsten noget jeg selv kunne have fundet på (ingen hard feelings over det).
Det er første gang jeg skal spillede på Fastaval, jeg har på en eller anden måde fået mig snoet udenom hvert år. Men jeg er nu ikke specielt nervøs, for selvom scenariet måske ikke liiige er min sædvanlige stil er der heller ikke rigtig noget jeg kan fumle i. Simpelt, ligetil og måske lidt for ligeud…

Indie-spil er indie-spil og mon ikke jeg nok skal komme hjem med en god oplevelse. Jeg meldte mig mest på det fordi jeg ikke kan være sikker på at falde over noget indie-spil uden for blokkene når jeg nu helst vil spille aftenblokke.
Men jeg regner med godt rolle(eller historie-)spil.

Søndag skal jeg så ENDELIG spille maskefald, nu håber jeg det står distancen. Det er altid lidt farligt at blande mine høje forventninger til scenarierne på rerun-søndag med de trætte spillere.

Banketten springer jeg over i år, jeg har ikke alverdens midler at gøre godt med og kæresten vil så gerne ha’ jeg kommer tidligt hjem (hun har fødselsdag om lørdagen og brokker ikke over at jeg bliver væk).

Alt i alt har jeg fået noget at spille, ikke lige det jeg pegede på, men jeg er nu godt tilfreds.

To ting jeg fortyder jeg ikke fik: En Lærke Lettede og Mødregruppen, men så kan jeg lære at prioritere anderledes! (Og bestikke holdlæggerne næste gang)

Jeg glæder glæder glæder mig!

PS: Jeg troede jeg var fri for brandvagter når jeg var spilleder, men jeg har nu ikke brokket mig endnu da rygtet siger at der mangler brandvagter. Men hvis det viser sig at være en vagt klokken 4 inden jeg skal op og spille dagblok kan det godt ske jeg fiser i infoen for at få den byttet… men nu får vi se om det er så galt.