Så blev foromtalen til Nangijala endelig færdig, jeg håber jeg er tilfreds - også om et par dage.
Jeg endte med at lave to layoutforslag (det er forslag, layouteren ville formentlig hade at få “krav”), da tryk og hjemmesider er ret forskellige medier (så forskellige er udgaverne nu ikke).
No more words:
Og foromtale
(Hvis i har kritik skal i sgu skynde jer! Hvis i skal kritisere om nogle dage, så drop det.)
Jeg tænkte jeg lige ville genoplive det der Spilpersonprojekt når jeg nu alligevel sad og lavede en test-spilperson til Storming the Wizard’s Tower.
Bemærk at han ikke er helt kosher, da jeg anvender typerne fra Tågedal, der alle har en power når de laves.
Svinehyrden og -Dræberen Bor
Bor er svinehyrde, og meget mere end det! Han er beskytter af Tågedals svineflokke. Hans kraftige spyd og store armbryst har nedlagt mangen et olmt vildvin der har forsøgt at tilnærme sig flokken.
Han har modsat de andre byboere modet til at overnatte i skoven, og har mangen en gang følt ånderne krybe ind på ham i mørket.
Name: Bor
Character Type: Svinehyrde
Player: Uffe
Stats:
Arcane 4 (roll 3)
Command 4 (roll 3)
Endurance 5 (roll 4)
Perception 6 (roll 6)
Skill 3 (roll 2)
Strength 3 (roll 2)
Hits:
Still Fighting □ □ □ □ □
Endurance Roll □ □ □ □ □
Stuff:
Heavy Crossbow (3 red, 2-handed, bulky)
Spear (2 red)
Chainmail (2 blue/ +1 blue)
Provisions
Hooded Cloak
Thick Gloves
Childhood Memory
A Superstition
People:
Åndemanersken Elga, min mor. Pakker mit forråd og formaner mig før jeg drager til skovs.
Powers:
Tirelessness (successer ved Endurance => bonus i næste Setup)
Det gik sgu stærkt. Knapt et kvarter (det tog mig lige så lang tid at skrive det ind).
Umiddelbart ikke mere at gå efter end en klassisk D&D spilperson, men der er dog enkelte elementer.
Jeg kan godt lide at personer er ækvivalent Stuff, og det er en fin måde at befolke settingen på, men ikke nget nyt under solen her.
Det eneste rigtig nye er kategorien Maps. De to Stuffs Barndomsminde og Overtro er i virkeligheden Maps, der kan bruges som tools i en endnu ikke defineret situation - det er for sejt!
Mens jeg sidder og burde lave en hel masse andet, har jeg brugt lidt tid på at læse Storming the Wizard’s Tower, Vincent Bakers nye spil (der endnu ikke er færdigt, men en tidlig udgave kan findes her).
Jeg har planer om at lokke drengene med til lidt naiv fantasy en af dagene og har derfor forberedt en by til spillet - Tågedal (jeg har også lavet nogle monstre og sådan, men det kan jeg ikke rigtig offentliggøre).
Tågedal
Tågedal er en skovklædt dal omgivet af høje bakkedrag. Gennem dalen løber den store brusende flod Diset. Ved floden ligger en by med navnet Tågedal.
Tågedals indbyggere lever af at fælde de store sten-ege der er meget eftertragtede sydpå som skibstømmer, tømmeret skibes ned af floden i store bundter, og tilbage vender flodmændene med korn, jern og klæde. Desuden samler kvinderne i Tågedal vild honning fra skoven omkring byen.
Tågeskoven er et mystisk sted, og kun de færreste bevæger sig derud om natten. Åndemanere udvælger forsigtigt hvilke træer der kan fældes for ikke at vække skovåndernes vrede.
I byen er et lille marked hvor folk fra dalen kan købe de varer der bringes op af floden.
Der ligger en lille kirke midt i byen, hvor folk synger salmer og ber om godt vejr.
Flodens vand bruser hurtigt forbi både nat og dag.
Åndemanerne samles ved de adskillige offersteder i dalen hvor de konverserer ånderne.
Skovhuggere mødes efter endt tjans over rigeligt med øl og nyslagtet svin.
Sheriffen gør sine celler klar til nattens faldballader.
Svinehyrderne klamrer deres talismaner angste i natten mens de venter på det blege morgenlys.
Flodmand
Sejler og bevogter tømmer og varer
you’ll want: Stregth, Perception
you get: Arms & Gear
power: Danger Sense
Åndemaner
Ser og beroliger skovens ånder
you’ll want: Arcane, Command, Perception
you get: Maps & Spells
power: Sensitivity to Magic
Svinehyrde
Overlever med sine svin i skoven
you’ll want: Perception, Skill, Endurance
you get: Arms & Maps
power: Tirelessness
Skovhugger
Stor, stærke og arbejdende mænd
you’ll want: Strength, Endurance
you get: Gear & Arms
power: Hammerhands
Præst
Synger salmer og trøster folket i hårde tider
you’ll want: Command, Arcane, Perception
you get: Maps & Spells
power: Initiation
Honningsamler
Klatrer i træer og narrer bier
you’ll want: Skill, Perception
you get: Gear & Maps
power: Quickness
På Viking-Con spillede jeg 3:16 Carnage Amongst the Stars. Vi var en hel masse spillere (for mange) og det gik lidt tungt med at få spillet til at være mere end bare action (hvilket også var sjovt).
Nu har jeg købt bogen, læst den, og er klar på at spille det igen (denne gang med lidt færre spillere).
I den forbindelse har jeg lavet en lille teaser for at lokke mine spillere med på vognen.
Billeder af min anden omgang How to Host a Dungeon. Denne gang med de kommercielle regler.
Der er godt nok ikke stor forskel mellem de gratis og de kommercielle regler. Der er et enkelt folk mere i Age of Civilization (dæmoner) og en type Villain mere (Alpha-Villain). Udover det er der lækkert (og det er ret lækkert) layout.
Mens jeg spillede skrev jeg hver tur ned hvad der skete af væsentligebegienheder, resultatet er her.
Primordial Age hvor Urvæsner og den gamle drage Orm ligger sig til vile i dalen.
Age of Civilization hvor Dværge graver guld og Elvere ofrer sig selv og hinanden til glemte guder.
Age of Monsters hvor Gobliner og alskens monstre boltrer sig i dalen.
Age of Villainy hvor den mægtige Xorn (lortemonster) betvinger goblinerne og forsøger at overtage dalen.
Igen var Age of Villainy sådan lidt meh… men resten var sjovt. Hvis jeg skulle spille igen tror jeg bare jeg ville stoppe efter Age of Monsters (måske første tur i Age of Villainy).
I sidste weekend var der Viking-Con (som hvert år). I år var programmet præget af mangel på rollespil. Der var ikke ret meget nyt og spændende på scenarie-fronten (der var mere af det samme gamle, og en flok reruns). Det er selvfølgelig en komplet subjektiv og dårligt underbygget påstand, men sådan er det jo med den slags.
Legenden Om…
Enkelte lyspunkter var der dog i årets program. Et af dem var “Legenden Om…”, et D&D 4e scenarie med masser af regler og kamp. Men på den fede måde. Jeg skulle spillede det, og bortset fra at jeg nok ikke var helt så forberedt som jeg gerne vlle være glædede jeg mig.
Og med rette. Fredag aften kørte jeg “Legenden Om…” med et hold spillere der bestod rent af folk der kunne reglerne i forvejen (altså 4e), så der var ikke meget bøvl med at forklare før spilstart (en ting jeg ellers havde frygtet lidt).
Spillerne var cool, scenariet var cool, og det var pisse nemt at køre. Spillet består af 4 ikke-sammenhængende legender der gennemspilles i tilfældig rækkefølge (vi nåede 3). Hver legende består i grove træk af en introduktion, en skill-challenge (der for os fungerede udemærket, synes jeg), og en kamp.
Den første legende kørte pisse godt, jeg var også helt oppe af stolen og sprang rundt for at få os godt i gang (og spillerne var med oppe). Fed fortælling om den flæske-fede tyrran der blev hugget ned. De to andre legender gik også fint omend jeg kunne mærke trætheden snige sig ind (også fordi det sgu er hårdt at spille tju-bang action…).
Jeg klippede ind i legenderne meget hårdt og synes at det virkede (selvom nogle spillere vist havde fortrukket lidt mere “frit spil”, jeg ved det ikke). Jeg brugte ikke ret meget energi på at udpensle temaerne i historierne, da jeg tror spillerne selv fangede dem let.
Alt i alt en fed start på connen. Let at køre. Let at fordøje. D&D done right. (Og jeg tror jeg skal køre det igen, herhjemme).
3:16 - alien-splat
Lørdag spillede jeg 3:16. Det sidste nye superhotte indiespil der er skide hypet i det amerikanske.
Spillet handler om en flok soldater der tager fra planet til planet og udrydder alle aliens de møder.
Vi brugte en del energi på at beskrive hvordan vi splattede aliens (og fuckede up). Det var sjovt, det var action, men beklageligvis var der lidt for lidt karakter. 3:16 har ellers en elegant mekanik der giver en lov til at vinde en kamp mod at man betaler en strength og fortæller et flashback. Devsærre synes jeg ikke helt vi fik fortalt noget interresant, vi var en flok der var mere mindet på alien-mos (mig selv inklusive), men jeg kan sagtens se det fungere i en anden spilgruppe.
Det er for sejt at man ikke slår skade, men slår hvor mange aliens man nakker (særligt når man også slår sin d1000 med orbital bombardment… fucking svært at være ham med flest kills nor officererne syder!!!). Det er dejlig simpelt at kæmpe, og jeg er ret vild med spillets mini-kampagne-potentiale (man ender altid med at finde ud af at en af ens svagheder er at man foragter jorden, og det jordiske liv… og kombineret med en udryddelseskrig er der rigeligt med stof til en fin historie om psykopat-soldater).
Det var dog uheldigt at det var så nemt at vinde kampene når man var så mange spillere (alt for mange strengths man kunn etrække på). Det havde sgu været sejere hvis man var lidt pressede.
Vil skide gerne spille det igen.
Polaris - tung dans
Lørdag aften spillede jeg Polaris. Øv, det var sgu en tung dans. Frederik og jeg sammen med 3 indie-nybegyndere. Polaris er efter min mening ikke et begynderspil.
Frederik og jeg har skrevet om spillet her.
Dirty Secrets - igen!!
Søndag spillede vi Dirty Secrets nogle stykker uden for programmet. Det var en fin historie omend jeg synes vi havde lidt svært ved at få det til at glide. Mest er jeg ked af den korte fortælling (vi spillede en Short Story, den korteste historie man kan i DS). Det er sgu federe med lidt flere personer og Crimes.
Men det fungerede - igen. Trods en lykkelig blanding af DS-begyndere og søndagstræthed.
Samlet set
Jeg er lidt ked af at jeg havde så lidt tid uden for spilblokkene. Det blev kun til lidt hyggesnak i Heksens Hule, ingen brætspil, ingen workshops - øv. Men sådan går det når man bliver nødt til at genlæse Polaris-regler mens der er workshop :)
Men fuck jeg glæder mig til Fastaval der har den voldsomme fordel frem for Viking Con at den er længere, en weekend er bare lidt for lidt.
Det var en udemærke con, men efter sidste års mega-fede Viking Con var det lidt en skuffelse. Der var ingen rigtig dårlige oplevelser, men der var heller ikke noget der fik mig helt op at ringe.
“Legenden Om…” er nok det jeg primært vil huske, og selvom det var fedt er det også et letfordøjeligt spil, der ikke rykker meget ved mit forhold til rollespil (men ok, hvert år kan ikke være gude-år).
I det følgende forudsætter jeg et vist regelkendskab.
I lørdags spillede vi (to venner og jeg) Dirty Secrets. Jeg selv havde spillet det før, de andre spillede for første gang.
Jeg lagde ud med at forklare alle reglerne forholdsvis indgående, og mekanikken voldte ingen problemer undervejs.
Vi skulle selvfølgelig spille i Odense, og snakkede lidt om at det var fedt at der lige havde været rydning af Bilka pga. bombetrusler og skyderi i gågaden, men vi brugte ingen af delene i spillet.
Vi kastede os ud i at lave spilpersoner, og et øjeblik efter havde vi de 3 kvinder starten af historien drejede sig om.
Investigatoren (spillet af mig) var: Mette, en tidligere straffet (for vold viste det sig senere) 30-årig kvinde der arbejder som privatdetektiv for en advokat.
Offeret (hvis hun kan kaldes det): Margrethe Frydenholm, en rig, snobbet, aggressiv dame. Hun får sendt billeder af sine børnebørn med posten og føler sig truet. Hun er nabo til advokaten og har derfor fået Mette til at undersøge sagen.
Den Mistænkte: Anita tror jeg hun hed. En færdselsbetjent med et dårligt fritidsliv (og grønlænder inkl. fordommene om alkohol). Hun er suspenderet efter hun gav Frydenholm en bøde… motiv for afpresning er der i hvert fald.
Vi startede spillet lidt tøvende, fik introduceret et par personer (Frydenholms vattede komponist-mand, Anita blev også introduceret, men indirekte gennem et skænderi der kunne høres ud på gaden og hendes betjent-venner der surt jog Mette væk).
Vi fik sat en scene i Tingstedet, et lille værtshus i Odense, hvor Anita bestemt ikke ville snakke med Mette. Gennem en nærgående mand Mette ikke kunne håndtere fik vi introduceret Kim, Mettes gamle flamme der reddede hende (meget mod Mettes vilje).
Senere hjemme hos Mette ligger der et brev fra hendes eks-mand (der kort forinden var blevet defineret som person) om at han vil have forældremyndigheden (her brød vi reglerne lidt idet vi alle vidste hvad der stod i brevet og fortalte det selvom Mette endnu ikke havde forstået hvad det handlede om). Mens hun læste ringede hendes eks-mand hende op. Hun nærmest truede ham til at komme og snakke om tingene. Uheldigvis havde han taget sin kæreste Dorthe med (ikke en character). Lynhurtigt til konflikt-håndtering der endte i 2 vold. Svend, hendes eks-mand endte med at blive hjulpet ind i sin bil efter at have fået tæv af Mette og hendes jernrør (Mette tror ikke på den med det svage køn).
Voldsom scene der fik sat Mette i et endnu barskere lys end hendes ”tidligere straffet” og rockersprog antydede.
Mette opsøges i sit hjem af Anita (hun er jo strisser) og de får sig en snak der mere viser at de to kommer fra samme verden, end noget om sagen. Mette lader til ikke at tage Anita som mistænkt seriøst (meget genretro at den første mistænkte frikendes).
Hsitorien gik lidt videre. Vi finder ud af at Kim, Mettes gamle flamme, er mere involveret end som så (han er tidligere ansat i en bank med Fru Frydenholm som chef, hun fik ham fyret (revelation)). Og ved et uheld ender Mette hjemme i hans seng.
Jeg kan ikke rigtig huske hvordan og hvorledes, men vi endte med at definere en ny Crime med Frydenholms barnebarn som offer. Hans 7-årige krop blev fundet af frydenholms gartner (character) i rosenbeddet. Megen snak om muligt pædofilt forhold mellem gartner og drengen osv. Mette havde dårligt adgang til gerningsstedet (selvom hun havde en næsten venskabeligt forhold til Politimester Holm) så hun overlader det teknisk til politiet.
Senere ender Mette på sygehuset hvor Svend ligger (efter hendes behandling). Det lykkedes hende (med terningerne !!), udnyttelse af hans manglende evne til at sige nej og løfter om sex at få sig forliget med ham og Dorthe kørt ud på et sidespor.
Gartneren ender i arresten (han er fra Polen og derfor per definition mistænksom). Han ender senere med at blive kvalt (men først efter Mette har hældt skoldhed kaffe i hans ansigt for at få ham til at tale).
Mette ender hjemme hos Kim hvor Anita er i fuld gang med at endevende hans lejlighed. Anita har fundet (eller plantet?) en boltpistol… netop mordvåbnet i barnemordet. Det lykkedes Mette med løfter om at vidne mod Frydenholm i Anitas suspentationssag at få Anita til at lade Mette konfrontere Kim.
Mette bryder ind hos den afdøde gartner og finder der noter om bla. Den døde drengs mor, og Kim.
Vi introducerer en character mere. Den døde drengs mor. Frydenholms datter.
Vi kører en revelation der afslører at Frydenholms datter og Andreas frydenholm (hendes far) har haft et seksuelt forhold, og at han er hendes datters far. Vi tager en scene på den afdeling P (netop grunden til at barnebarnet var hos familien Frydenholm, moderen var indlagt), hvor moderen fortæller Mette dette. Mette glemmer alt om boltpistol og farer ud til familien Frydenholms villa.
(Hvorfor var det nu lige hun ikke fandt Kim med det samme? Det glemte vi vel….)
Ude hos familien Frydenholm går det helt galt. Mette konfronterer Andreas Frydenholm (den indtil nu totalt oversete character) og truer ham med bål og brand pga hans datter.
Hr. Frydenholm viser sig at være en langt mere ubehagelig mand da konflikten udmunder i 3 vold. Andreas Frydenholm vælter den ellers så slagfaste Mette omkuld og mens han gennemprygler hendes baghoved med en lysestage voldtager han hende til bevistløshed!!!
Vi gå i crime-resolution og opdager at Kim har afpresset Fru Frydenholm, men det er der ingen der bekymrer sig om længere. Alle beviser (herunder boltpistolen fundet hos Kim er forsvundet da Mette blev revet omkuld hos Frydenholm).
Mette vågner i en hospitalsseng med Kim ved sin side og Svend i den anden seng i stuen. Pinlighed osv.
Jeg er ikke sikker på detaljerne, men vi finder ret hurtigt ud af at Fru Frydenholm har fået dræbt gartneren… hvad er det han ikke må fortælle?
Endelig stormer Mette og Anita Frydenholms villa. Kaos, tilkaldt politi og flugt. Vi får afgjort hvem den sidste gerningsmand er. Fru Frydenholm selv har dræbt sit barnebarn. Og hurtigt giver det hele mening for os alle sammen.
Kim har forsøgt at afpresse Fru Frydenholm fordi han ved hvem der er far til hendes barnebarn (hvilket Fru Frydenholm åbenbart ikke var klar over). Gartneren er involveret.
På et tidspunkt er det for meget for Frydenholm og hun dræber barnet i affekt. Resten er historie.
En sidste scene hjemme hos Svend, hvor de alle er samlet: Kim, Anita, Svend og Mette. Børnene leger udenfor og Mette holder hånd med Svend. I underklassen endte det hele godt nok alligevel, selvom Mette mistede sit job, blev voldtaget og tævede sin mand.
Vi blev ret overraskede over hvor godt det hele faldt i hak til sidst. Taget i betragtning hvor meget spillet strittede i starten (men revelations er med til a binde det hele lidt sammen).
Røvfed session. Jeg morede mig kosteligt. Både på den sjove tju-bang måde, og på en mere fuck! - det er ubehageligt det her måde.
Mekanikken gav meget mere end den tog. Vold i scener der ellers aldrig havde indeholdt det. Andreas Frydenholms pludselige skift (meget genretro), og et par interessante forhold mellem characters. For ikke at glemme at den afgjorde for os hvem de tre gerningsmænd var.
For nylig var der en der nævnte How to Host a Dungeon. Og nysgerrig som jeg er røg jeg på nettet og fandt en gratis udgave af “spillet” og gik i gang.
God solid underholdning i Jørgen Clevin-genren. Sidde her i 3-4 timer og tegne med farveblyanter på madpapir, det havde jeg sgu ikke regnet med (men hyggeligt alligevel).
Hvis jeg nu havde brug for en dungeon, var det da et glimrende bud, jeg har i hvert fald langt bedre fornemmelse for underlige forhistorier og rygter i den her end i så mange andre dungeons. Man kender sin dungeon bedre når man har set den vokse op fra den var lille….
Karlsklippe gennem historien:
Urtiden: Jordskælv og en drage der ligger sig til at sove.
Civilisationens Alder: Dværge kommer og graver. Efter de er udvandret efter nyt Mitril falder en stjerne fra himlen.
Monstrenes Alder: Karl bygger Karlfeld, og alskens monstre strømmer til. Hulemænd overtager dværgenes mine for endelig at blive udryddet. Den store Ettin Bork huserer længe. Lavavæsner dukker op fra neden. Ridder Karls lanse smedes og tabes i dybet på et togt. Og gnolder ankommer og oversvømmer dybet.
Skurkenes Alder: Lich Kongen Grael overtager kontrollen med gnolderne, men heldigvis når han aldrig at rejse sin hær af uddøde fordi en gruppe modige eventyrere begiver sig ned i dybet og ved et lykketræf undgår gnolderne og derfor har let ved at dræbe Lich Kongen.
Jeg har godt nok ikke skrevet meget sommeren over. Studiet har fyldt en masse og rollespillet har taget resten af den tid der var til skriveri.
Sjovt som jeg skriver mindre jo mere jeg har at skrive om.
Status: Jeg har spillet en masse fede spil, og har åbenbart lidt tid til overs fra studiet.
Status på den moderne måde (bemærk hvor stort ordet “Lidt” er, og hvor tæt på ordet “Spillet”):
Sidste år på Viking-Con undlod jeg at købe den kedeligt udseende bog med titlen Dirty Secrets. Ærgeligt, for Dirty Secrets er måske et af de bedste spil jeg har på reolen (indkøbt efter at have spillet det i sommers i Viborg).
Lidt forhistorie
Jeg har altid holdt meget af krimi-genren på film og (primært) TV. Serier som “En sag for Frost”, “Poirot”, “Rebus”, “Rejseholdet” og den slags er sgu god underholdning. Men - krimi som rollespil har altid plaget mig.
Jeg har altid haft problemer med investigation-genren. Investigation er ofte svært at pace, særligt hvis det er af den type investigation hvor spilleren rent faktisk skal opklare mysteriet selv. Modsat har investigation hvor spillederen bare leverer bidder af sagen en af gangen, og spillerne bare er en slags kommentarspor til sagen heller ikke ret meget at byde på (jeg er klar over at der findes en mellemvej, men jeg har virkelig dårlige erfaringer med genren).
Et skridt på vejen
Mikkel Bækgård skrev til sidste Fastaval scenariet Løgstør, hvor han forsøger at lægge ansvaret for at beslutte hvem der har begået forbrydelsen ud til spillerne (til dels inspireret af snakken om Dirty Secrets antager jeg). Jeg spillede det uden den store succes, dels pga. forskel på spilpreferencer hos spilleder, spillere og hvad scenariet lagde op til. Og dels fordi Løgstør, selvom det lagde masser af vægt på en af de to ting jeg elsker ved krimien - portrættet af mennesker, så lå det hele tiden i baghovedet at det jo var os selv der bestemte hvem der havde gjort det. Jeg manglede simpelthen overraskelsen (og det selvom jeg i al mulig andet rollespil ikke mangler “a-ha”-følelsen, når man ser bort fra overraskelsen over hvor langt mine medspillere nogen gange er i stand til at drive en fortælling).
Det jeg manglede i Løgstør i forhold til Dirty Secrets var at i Dirty Secrets bestemmer systemet hvem der har gjort det (eller, systemet sammen med spillerne, men det føles meget som systemet). Det er så pisse elegant. Spillerne er med til at bestemme hvem der er potentielle skurke (min erfaring med spillet siger mig at alle bliver potentielle mordere undervejs), og systemet leverer så en skurk. Hvorefter spillerne vælger hvilken af X forbrydelser vedkommende har begået. Elegant.
PS: Jeg gider ikke bruge tid på at beskrive hvad det er Dirty Secrets ikke gør, men regn ikke med en masse indlevelsesspil og den slags… det er historien der tæller!
