Jeg er i gang med at starte noget Red Box Hack dungeoncrawl over Wave, og i den forbindelse lavede jeg en hurtig spilperson (både fordi det er hyggeligt og fordi det er en nem måde at vise hvordan man gør).

Denne gang har jeg nedskrevet hele processen der derfor også kommer med her (terningerne er rullet direkte i vores Wave af en bot).

Processen: (det følgende er skrevet mens jeg tænkte det)

[2d10 = 9 + 7 = 16] giver +3 sætter jeg på Alertness
[2d10 = 2 + 2 = 4] giver -1 sætter jeg på Eloquence
[2d10 = 3 + 3 = 6] giver -1 sætter jeg på Size
[2d10 = 8 + 9 = 17] giver +4 sætter jeg på Sneakiness
[2d10 = 5 + 5 = 10] giver +0 sætter jeg på Stubbornness
[2d10 = 10 + 8 = 18] giver +4 sætter jeg så nødvendigvis på Daring

En lille, stammende, snigern, men modig gut med øjnene med sig. Lyder som en Longrunner, men jeg synes det er sjovere med en lille topsej krigergut. Så Warrior it is (med Armor of Scars). Måske hans manglende eloquence hænger sammen med warrior standard-limitation og han hele tiden bare snakker om sig selv.

Resultatet:

Angus er en lille spirevip med et temperament der matcher hans røde hår. Han er selvglad og pisse træls at arbejde sammen med. Hans overdrevne behov for at være noget helt særligt driver ham frem og gør det ud for bedre mænds mod.

Alertness: +3 (øjne der pisker omkring hele tiden)
Daring: +4 (selvovervurderende)
Eloquence: -1 (snakker kun om sig selv, er generelt lidt nedladende)
Sneakiness: +4 (lille og snedig)
Size: -1 (en lille lort på 1,60 m)
Stubornness: +0

Class: Warrior
Limitation: Selvoptaget, selvovervurderende, selvglad.
Talents: Armor of Scars (8 hits i stedet for 5)

Equipment (Arms, Armor, Specialist gear): To knive (light), Gammel sur læderbrynje (light), Rævesaks

Motivation: Drager på eventyr for at blive rig og berømt. Kan ikke udholde tanken om han bare er en blandt mange og i virkeligheden helt normal.

Kommentarer:

Det tog knap 10 minutter at lave spilpersonen. Og jeg synes der er rigeligt indhold til den type spil den er tiltænkt. Standardlimitations er ok inspiration, og det er frit at ændre den. At motivation er en del af spilpersonen tiltaler mig.

Jeg er ret vild med at man mens man ruller tildeler stats. Man har en vis indflydelse på hvad man får, men overraskelser forekommer stadig.

Beklageligvis fremgår RBHs killer-app ikke af et karakterark, så man bliver nødt til at læse reglerne hvis man vil høre om Face Die!

Derfor, en uge senere, dette last-minute bidrag til antologien (det er ikke layoutet endnu, så det ser lidt kedeligt ud).

Kommissær

Det er et fortællespil uden spilleder hvor man læser instruktionen undervejs. Gennem fem scener beskriver man en kommissær og hans ofre. Desværre er der en lille smule “spoil” ved at læse det hele, så læs varsomt (læsevejledning er på første side).

Ikke nok med jeg fik speedskrevet scenariet, jeg fik det sgu også spiltestet i lørdags. Jeg er vildt stolt og vildt taknemmelig for at Troels, Frederik, Stefan og Jarnis gad spille det med mig og hjælpe med at rette i det (også tak til Sune for at hjælpe med rettelser).

PS: Det er symptomatisk for antallet af story gamers i Odense at jeg havde to spiltestere fra København, og at de to Odenseanere ikke rigtig var story gamers. Men det fungerede fint med et blandet crew.

Men i dag donerede jeg 20$ til Haiti eller købte møgbillige rollespils PDF’er for samme 20$ afhængig af hvordan du ser på det. Drivethru RPG har nemlig samlet en kæmpe pakke af rollespils PDF’er man får hvis man donerer en slat penge, og det er ikke helt uinteressante ting i den pakke.

Ting jeg bed mærke i:

• Beast Hunters
• For the Love of Dungeons
• Kobold Quarterly 11
• Piledrivers and Powerbombs
• Spirit of the Season (udvidelse til Spirit of the Century)
• 3:16 !!!!
• Trail of Chtulhu Player’s Guide
• Pimp my Paladin (no clue hvad det er, men nævnes skal det)

Og en ekstremt lang liste af ting der ikke falder i min smag eller jeg ikke aner hvad er (endnu)

Det forlyder at tilbuddet slutter i slutningen af Januar, så send dine penge i dag :)

Hent det her:

Scenariet

Spilpersoner

Hvis du skal spille det så kan du godt læse spilpersoner, men scenarieteksten spoiler nok en smule (omend ikke voldsomt).

Selv er jeg ikke specielt vild med den foromtale. Ja, den er stemningsfuld, men den er også vag og siger ikke ret meget om hvad der rent faktisk skal ske i spillet (eller om hvordan spillet er struktureret). Noget jeg selv ofte efterlyser i foromtaler - jeg vil vide hvad jeg går ind til.

Nu er Svanen i en lidt særlig position idet det bygger på Mouse Guard universet (så derfor ved vi lidt om setting og genre) og Mouse Guard reglerne (derfor ved vi noget om struktur og spilstil). Men hvor meget står der egentlig i den foromtale? Hvad handler det om?

Og hvad med dem der ikke kender noget til Mouse Guard i forvejen? Findes de? Findes de på min blog?

Selv synes jeg kun jeg har sagt: Noget med mus og et irsk sagn. Og noget med at kunne overleve på trods.

Hvad læser i?

Og hvor stor en del af det er billederne?

Jeg synes ofte jeg oplever at der er stor forskel på hvad jeg selv foretrækker og hvad andre (læs: flertallet) foretrækker. Selv er jeg forholdsvis ligeglad med et spils setting og stemning, det er primært struktur, spilstil og genre der er afgørende. Kan det være grunden til min overraskelse? 

Mouse Guard: Svanen
Af Luke Crane (Mouse Guard) og Uffe Thorsen (Svanen)

Når vinteren kommer til Territoriet trækker musene inden døre. I Lockhaven samles det meste af Musegarden for at slikke deres sår og fortælle om årets bedrifter.
Når vinteren bider aller hårdest og årets historier er sluppet op, vender man vinter efter vinter tilbage til historierne fra gamle dage. Historier fra dengang før Musegarden og fra før man ankom til Territoriet. Fra dengang enhver der overlevede var en helt.
Man fortæller historier om den grønne ø.

Svanen er en historie om musene på den grønne ø og de eventyr de oplever.

Scenariet er inspireret af det irske sagn om Kong Lirs Børn og selvfølgelig Mouse Guard tegneserien. Der anvendes Mouse Guard regler, der vil være med til at få det bedste frem i vores spil.

Mouse Guard er sidste års store hit inden for amerikanske rollespil, og for den sags skyld tegneserier. Man spiller medlemmer af Musegarden der oplever alskens eventyr i deres kamp mod vilde dyr, naturen, væsler og hinanden. Mus med sværd uden at det bliver fjollet.

Genre: Eventyr
System: Mouse Guard (læres undervejs)
Antal Spillere: 3-4
Tid: 3-4 timer

Jeg har besluttet at pga den store mængde spil bliver det ikke til egentlige efterspilsrapporter, men i stedet syv korte mikrospilrapporter (korte spil og korte spilrapporter, det hele hænger sammen).

Edit: Ok, mikro- er måske ikke det helt rigtige prefix, måske mini- eller bare helt uden prefix var mere på sin plads.

3:16

3:16 er en sikker vinder hvis man ikke lige har forberedt noget på forhånd. Jeg genlæste det i toget til Viborg (tog ca. en time) og forberedte det på 10 minutter.

Jeg forklarede regler og vi lavede spilpersoner på under en time (tog ikke tid). Og hver mission tager ikke specielt længe.

Vi spillede en mission hvor modstanderne var cyber-bjørne, og jeg lagde lidt op til at de måske var ofre lige så meget som de var monstre (de var implanteret med en msse elektronik, og kun halvt bjørne). Spillerne greb hurtigt ideen og vi skød løs.

Undervejs udviklede der sig lidt et Vietnam-vibe og vi fik da også en kamp inde midt i  en jordhulelandsby hvor Sergenten løb ind i en forsvarsløs bjørneunge.

Det hele sluttede med et brag da de fandt en bjørne-chop-shop omringet af fancy miner og ting (minerne endte i høj grad med at være modstanderen i sidste encounter, det virkede fint). Efter de tilsyneladende havde vundet kom jeg endelig i tanke om bjørnenes Regenerate evne og fik genoplivet de skudte bjørne i chop-shoppen (denne gang kun som maskiner) for at tage en ekstra kamp.

Glimrende spil der som enkelt-session spil er en dejlig nem tjubangoplevelse (som flersessionsspil er der mere fokus på sådan nogle fjollede ting som moral, personlighed og rollespil i stedet for kills og splat).

Baron Münchhausen

Da Københavnerne nåede frem fandt Frederik Baron Münchhausen frem, og trods et par af os var mere end lunkne over for at skulle spille rollespil om aftenen (klokken var på vej mod 12, og nogle af os havde spillet allerede) er jeg rigtig glad for at vi tog et spil.

Spillet går ud på at man på skift fortæller en løgnehistorie (nå nej, en sandfærdig fortælling) ansporet af spilleren ved siden af (f.eks. blev jeg bedt om at fortælle “Historien om hvordan jeg krydsede Atlanten i en træsko”). Mens man fortæller byder de andre spillere ind med benspænd eller gode ideer (”Er det ikke sandt at det netop var i den periode Atlanten var tørlagt?”).

Der kom otte rigtig sjove historier ud af det, og kombineret med lidt vin og diverse var det en rigtig god måde at få connen sparket i gang på.

Historierne var selvfølgelig fjollede, men jeg tror de fleste holdt sig inden for genren. Kun kunne jeg måske have ønsket mig lidt mere geninkorporering end vi havde.

It’s Complicated

Lørdag startede ud med et spil It’s Complicated. Et lille fint spil om folk, deres hemmeligheder, og de særheder disse leder til.

Vi lavede en situation med en familie i et sommerhus mens familiefaren var ved at dø af kræft. Det viste sig at han havde haft en parallel familie ved siden af, og at stort set alle afskyede ham og/eller hinanden.

Vi startede ud med noget meget klassisk dansk drama-familie-fest-noget, men endte lidt længere ude på overdrevet end man normalt ser i den slags historier (vi endte med et giftmord).

Spillet foregår ved at man sætter scener ved at tegne en streg mellem en hemmelighed og en særhed der skal krydse streger allerede sat. De tre elementer (særhed, hemmelighed, og hvem scenen krydser) danner så rammen for hvad scenen handler om.

Spillet sluttede hvor det startede, bare en generation senere, så alt var klar til at udspille sig endnu engang 50 år senere. Det er egentlig sjovt at vi endte med den slutning, for hvis jeg skal sætte fingeren på noget negativt ved spillet var det et fravær af forløsning af historien (måske pga spillets system, der ikke indeholder et egentligt konfliktsystem, og som fordi man ikke må afsløre hvordan spilpersoner har det med en sag i andres scener kan blokere lidt for forløsning).

Men et fint lille spil. Og jeg vil slet ikke have noget imod at spille det igen (og måske næste gang passe lidt mere på hvordan stregerne går).

Happy Birthday, Robot!

Vi var færdige med It’s Complicated før de andre var færdige med deres spil (tror det var Fiasco), så vi rykkede ned på gulvet, fandt en håndfuld duploklodser (i stedet for mønter) og endnu flere fudge-terninger. Og så spilede vi Happy Birthday, Robot!.

Spillet går ud på at skrive en kort børnefortælling ved på skift at finde på sætninger og tilføje til hinandens sætninger. Lidt som rundesagn i Haiku-form.

[Vi spillede ikke efter de nuværende regler, men efter de tidligere (hvor man vendte mønter og fik frie ord ved nogle terningslag).]

Spillet var rimelig let at forklare og tog omkring en halv time at spille (som ventet). Og resulterede i en sød og fjollet børnefortælling om Robot der vågnede op på sin fødselsdag for at opdage at solen var helt varm og hævet. Robot og hans ven Ninja fløj op til solen og malede den blå igen (som den plejede at være). Bagefter fejrede de fødselsdag med gaver og det hele.

Jeg kan sagtens se mig selv spille det igen (særligt med de nye regler), og måske også med alle mulige andre startsætninger end: “Tillykke med fødselsdagen, Robot!”

Jeg tager det med på Viking-Con, så pas på med at nævne at du har en halv time uden rollespil.

Don’t Rest Your Head

Don’t rest Your Head er et spil om søvnløse mennesker der har været vågne så længe at de pludselig kan se den virkelige verden (fuld af mareridt og mystiske væsner) (og får superkræfter).

Vi jammede en setting (Østblokland med boligblokke, grå mennesker og sporvogne), lavede et par fede spilpersoner (særligt Johs’ gamle elevatoroperatør med de kæmpestore hænder hænger ved mig endnu).

Vi spillede tre parallelle historier hvor vi kun kortvarigt mødtes, og spillede kun ganske kort (3-4 scener per historie tror jeg). Spillet er forholdsvis GM-tungt idet spillerne ikke forstår deres omverden og derfor bliver mere reaktive end aktive, men i det selskab jeg spillede i var det slet ikke noget problem. Vi fortalte i høj grad med, og var med til at foreslå detaljer i vores egen og hinandens historier. Det fungerede fint med et meget “indie” approach til spillet.

“Min” fortælling handlede om Hume, en bølle der havde tabt sit liv da han mistede sin stilling som portør. Han var en lukket mand uden kærlighed, og spillet startede med at et barn henvendte sig til ham for hjælp (noget helt uhørt i hans liv).
Barnet førte ham ind i en legetøjsbutik der skræmte ham, hvorfor han gjorde barnet fortræd.
Efterfølgende mødte han butikkens indehaver (en ond børnemishandler, der for Hume var uendeligt stor og af hvem man kunne kunne se hans ben (resten var for højt oppe og i skygge)).
Hume røg over knæet på manden (der antog at Hume var et af hans børn), og Hume fik trukket bukserna af og fik tæsk med et bælte. Alting forsvandt og Hume dukkede op midt på en gade uden bukser på (damer lo af ham, han blev voldelig (igen)).
Hume blev nødt til at opsøge manden igen (for at hævde sig, og blive ham kvit). Efter at have spurgt barnet (der nu var Habermas) om vej fandt han igen legetøjsbutikken og opsøgte manden han sendte bort (hans madness power var at sendte folk til et andet sted, “portere” dem), for sent gik det op for Hume at han kun kunne få folk til at bytte plads, hvorfor han blev nødt til selv at indtage “mandens” plads, hvor han sidder endnu (alt for sejt at 2 af 3 spilpersoner endte som “mareridtsvæser” selv, hvor den tredie blev henrettet).
Det var lidt sjovt at vi slet ikke nåede at spille på en del af det der stod på mit karakterark (noget med en dame), og i stedet fokuserede på en anden del af min spilperson (et barn). Det irreterede mig lidt undervejs, men nok mest fordi at når det nu stod der så var det jo vigtigere for mig end det der ikke stod der (hvilket ikke var rigtigt opdagede jeg bagefter). Min spilperson havde to ting at spille på og vi nåede den ene, hvilket var helt fint. Hvis vi havde spillet længere havde vi nok gået efter at nå begge.

Selve systemet nåede ikke at gøre ret meget for os. Det var med til at farve fortællingen (forskellige aspekter af spillet “dominerede” i konflikter (pain, madness, osv), men ikke specielt meget. Jeg tror det ville have betydet mere hvis vi havde spillet længere tid (f.eks. faren ved at bruge en masse Madness og Exhaustion dice).

Men fuck hvor fik vi åbnet op for det spil for mig (jeg har haft det i lang tid, og gået og skulet til det fordi jeg var lidt bange for at spillede det). Jeg tror klart jeg skal hive det frem en dag, og nu ved jeg at det sagtens kan blive vildt fedt (nu risikerer jeg nærmere at blive skuffet fordi det ikke er ligeså fedt som sidst).

Peter har også skrevet om DrYH (så mangler vi bare de to andre).

Dirty Secrets

Lørdag aften var vi tre mand der ikke rigtig vidste hvad vi skulle spille (de andre var stille og roligt gået i gang med Lady Blackbird). Jeg orkede ikke rigtig nogle af de spil vi havde (var træt og havde brug for et spil med en stram struktur til at holde pacingen for os).

Heldigvis kan både Thomas og jeg Dirty Secrets godt nok til at kunne forklare det uden at læse op, så det gjorde vi.

En masse små sedler skrevet senere (vi havde ingen kopier med) gik vi i gang.

Vi fik en simpel, men glimrende fortælling om en ung politimand der pblandede sig i en sag han ikke havde noget at gøre ifht. fordi en af hans venner var mistænkt.

Sagen involverede gamle pornofilm, afpresning og noget med noget smugling af stoffer. Der var et par obligatoriske rockere (og et par unge indvandrere der begge blev dræbt undervejs, så de havde begge en kort levetid i fortællingen, bogstavelig talt), der var fuskede forretningsfolk, og endda en Hollænder med lyddæmper på pistolen og diplomatpas.

Spillet fik verdens fedeste morale a vi nåede til afslutningen hvor vi fandt ud af at det var den mistænkte ven der var skyldig i afpresning, og det blev tydeligt for os at det kun var fordi vores hovedperson havde blandet sig at der var folk der var døde (5 styk, intet mindre, samt vores helt såret).

Undervejs havde vi fantastiske scener hvor vores helt holdt indre monologer om hvor usikker børn gjorde ham, og hans voksende paranoia ifht. sin gamle instruktør fra politiskolen der selvfølgelig forhørte ham hele tiden og aldrig bare small-talkede. Det var stort at se hvordan historien langsomt udviklede sig fra at han handlede rationelt, til at han var styret af sin paranoia.

Dirty Secrets gjorde det igen. Det er overraskende solidt (selvom det er fejlet en enkelt gang for mig, hvor vi ikke huskede at holde alle personer på crime griddet åbne som perpetrators).

Red Box Hack

Perfekt søndagsspil. Simpelt, lidt fjollet, men stadig solidt nok til det ikke flyder helt ud.

Vi skyndte os at lave spilpersoner, og det endte med en bad-ass barbartype (tilsat Brad Pitt), en Rock-bjørn med bas-fløjte og den karakterististe “Whoa whoa”-replik. En ninja fra det fjerne østen, med pusterør og magisk kridt, samt min egen forbandede kat, der var blevet fortryllet så den havde fået menneskeligt sind.

Thomas der var GM lagde hårdt ud med et urgammelt tempel hængende udspændt over en kløft på kæmpe kæder hvorfra der regnede med blod da vi akkompagneret at hård rock kom løbende gennem kløften. Vi kravlede op og slog de flyvende ninja-dimser på flugt, kun for at munkene i templet kunne slå sig selv ihjel foran os fordi de havde fejlet at forsvare et mægtigt artefakt (et eller andet urondes ene øje).

Vi grinede en del over Thomas’ ikke så elegante “Det ser for sejt ud”-beskrivelser af tingene, men det virkede sgu. Jeg havde de alt for fede billeder i hovedet, dels hjulpet på vej af musikken, dels af Thomas’ beskrivelser der var lige på nippet til at forfalde til det overdrevne og lidt platte indtil han forsikrede os om at det var “sejt” (hvilket sjovt nok fik det platte til at forsvinde, og kun det seje blive tilbage).

Vi fortsatte, og fik nådesløst dræbt den heks der havde forvandlet min spilperson (men Peter var på toilettet og derfor selvfølglig sad og mediterede). Og endte i nogle huler fulde af ild og vogtere og det der øje (og tilhørende hoved, tror nok Thmas havde planlagt mere end vi spillede, men det var et fin klimaks).

Vi havde en fin slutkamp, hvor to af os gik ned (de to dyr, katten blev nød til at søge tilflugt i øjenhulen på det store onde (”Hidden in the Eye of Evil”), og gik først ned). Awesometokens og face-dice fik lov at glimre (Peter fik vist begge vores “Face”).

Hov, der var også en sej kamp mod en edderkop, men den glemte jeg i farten.

En enkelt ting der ireterede mig var at jeg undervejs ofte blev fanget i en anden arena end modstanderen, hvorfor jeg først skulle bruge actions på at komme tættere på for først at nå frem efter de/den var døde. Jeg nåede samlet kun at rulle et rul til angreb (og derfor ingen “face!”). Men jeg var stadig glimrende underholdt, og jeg ved hvad jeg har til gode - hele lokalet jublede når der kom et “face” resultat.

Top underholdning fuld af heavy metal og masser af mindeværdige sekvenser. Det spil skal spilles noget mere (og Johs. har lovet et Fastaval-scenarie til RBH, sig til hvis du skal bruge sparring eller test).

Det er rigtig fedt med de forholdsvis korte spil vi spillede. Jeg har bestemt ikke moret mig mindre selvom spillene var kortere. Og der bliver tid til meget mere spil. Både hvad diversitet angår, og hvor meget interresant indhold der er per time.
Dog er der enkelte af spillene jeg godt kunne tænke mig at spille længere udgaver af (f.eks. DrYH og RBH (3:16 har jeg spillet over flere sessions)).

Som det måske fremgår er der ikke et eneste spil der skuffede. Satme vildt med så mange spil.
Desværre er faldet ned i hverdagen så meget hårdere når connen er så meget federe.

Hvis ikke det var for den alt for høje porto og frygten for Post Danmark gebyr ville jeg sgu købe dem.

Til de få der endnu ikke har hørt om 3:16, så opsøg hvem end i kender der har det og spil en session eller to (eller læs en teaser her).

Det hedder Nedā og ligger liger her.

Med udgangspunkt i et gammel D&D-modul skal vi spille fantasy med Mouse Guard regler, og derfor har jeg som tidligere nævnt hacket MG.

Nu er jeg mere eller mindre færdig, og har lavet en lille folder vi kan have med os ved bordet, og et hack af Mouse Guards character sheet er det også blevet til.

Hæfte

Character Sheet

Jeg er lidt træt af at skrive, så ikke mere snak, måske jeg ændrer denne post i morgen så der står noget mere.

Her er det.

(Det er meningen det skal printes som en A5 booklet, derfor de blanke sider.)

Jeg har åbenbart for god tid, og har derfor kastet mig ud i et 24 hour RPG.
Føler mig ikke specielt lokket af 30£ amazon vouchers, men synes det er fint at gøre det i flok.
Jeg sidder lige nu og burde have vildt travlt, men har mere lyst til overspringshandlinger, derfor den post.

Hermed en opfordring til at deltage.

Jeg har valgt at skrive på baggrund af sætningen: “A better living through Necromancy”, nu får vi se hvor jeg ender (og om jeg når i mål).

Den mangel blev til et Mouse Guard hack så man kan spille klassiske D&D-ish fantasy rollespil med Mouse Guard regler.

Jeg har fokuseret på spændingsfeltet mellem forventningen om at man er en helt, og den opførsel spilpersonerne ofte udviser (eller, de spillere jeg spiller med udviser). Jeg har skiftet Nature(Mouse) ud med Rolle(Helt) der dækker Dræbe Monstre, Redde Uskyldige, Falde over Hemmeligheder, Forføre.

Modsat MG hvor nature ikke er centralt for dit virke som helt, er Rolle(Helt) lige midt i ens virke, hvorfor jeg har valgt at gøre rollen mere snæver end Nature(mouse).

Forhåbentlig vil Rolle(Helt) kunne skabe spil omkring valget mellem helte-rollen og egoismen, men det må spil vise.

Der er en række andre ændringer, og det hele står her. Kommenter gerne, enten her eller på wikien (kræver oprettelse af brugerkonto).

Den konkrete kampagne er nævnt her, men der står nærmest intet endnu.

Foromtale

Vejledning der forklarer hvordan man printer og samler Nangijala

Hæfte

Huskeark

Kort

Spilleplade

Nå, nok snak, nu lidt pral. Her er en hjemmeprintet udgave af Nanijala (bemærk at brættet bliver større, men jeg har ingen A3 printer ved hånden).

Før

Jeg brugte en del tid på at forklare de fleste regler (begge har spillet Burning Wheel før, men særligt Quentin-spilleren var rusten). Jeg tog udgangspunkt i character-sheetet hvor næsten alle reglerne er gengivet (omend i en meget kort form).
Jeg understregede reglerne for at fejle tests (der er tre mulige udfald af de fleste tests. Enten lykkedes det; det lykkedes, men man får skade; det lykkedes, men historien twistes, og der opstår en ny forhindring i stedet for den man testede for). Og allerede ved første test opfordrede jeg Robin til bare at rulle sine fire terninger i et forsøg på at få seks successer (umuligt), i stedet for at bruge vigtige ressourcer på at få flere terninger, da det i Mouse Guard er fedt nok at fejle.

De læste deres spilpersoner op for hinanden, og vi gik i gang med spillet (efter en times tid med ankomst og forklaring).

GM-turn

Jeg startede med at beskrive hvordan det tidlige forår og forårsrengøringen var kommet til Lockhaven. Musegardens leder opsøgte de to mus og bad dem tage en postrunde til grænselandet. De to var glade for at komme af sted, og næste morgen modtog de en kæmpe bylt med post og drog af sted.

Jeg brugte ikke ret meget tid eller energi på starten. Vi fortalte casual og det eneste egentlige spil var en kort scene med Quentin der var mentor-agtig over for Robin.

Jeg ville hurtigt fortælle forbi de to første byer på ruten, men Quentins forældre boede i Sprucetuck, og spilleren halv-framede en scene hvor hans opfinderfar fortalte om sin nyeste opfindelse.
Jeg greb tråden, og pludselig havde vi fået introduceret en mystisk metalkugle-opfindelse der skulle med til Quentins onkel i Gilpledge.

På vejen fra Sprucetuck til Dorigold brugte jeg den første forhinding. At finde vej trods de driver af sne der skjulte landskabet (og det vandløb der lå gemt under sneen). Quentin satte Robin til at lede vejen for at prøvehans evner (og fordi Quentin intet aner om Pathfinding).
Trods alskens trick (dette er den test jeg beskrev ovenfor, hvor Robin ingen chance har) finder de ikke en sikker vej over vandløbet, og vælger at søge ly i et hult træ lidt nede af strømmen.

Her boede en ravn (et animal-twist) der straks flakser op og forsøger at gribe pakken med post (og den smukke gyldne lommelærke der også var i bundtet (også den mystiske kugle er i bundtet)).
Der følger en fantastisk kamp hvor musene klarer sig overraskende godt mod den langt større ravn. De brugte al mulig list til at hæmme ravnen i kampen (de skyder dens næb sammen med en pil og forsøger at vikle dens ben ind i reb for at immobilisere den).

Konfliktreglerne virkede rigtig godt, og bortset fra at vi var lige ved at begynde at gentage os selv med hjælpeterninger (jeg gjorde opmærksom på at jeg ikke synes det var nok at hjælpeterninger blev fortalt, de skulle fortælles på en ny måde hver gang, det gjorde de så :) ) var det en fantastisk sej kamp der kom ud af at beskrive de fire actions der var at vælge mellem.
Vi var alle gladere for konfliktmekanikken end vi er for mekanikkerne i BW, da Mouse Guard stort set kan det samme, bare uden samme besvær (en væsentlig undtagelse er den mand-mod-mand fornemmelse Fight! Giver i BW).

Det korte af det lange er at ravnen vandt (den var meget sejere) og stak af med posten. Musene havde kæmpet godt nok til at de havde ret til et mindre kompromis. Vi endte med at ravnen idet den greb posten i kløerne fik prikket hul i lommelærken, og derfor efterlod et duftspor af den fineste cognac (vi blev enige om at det gav 2 gratis successer til at finde dens spor).

De to mus slikkede deres skrammer og begav sig ud for at finde ravnen. Slaget blev uafgjort og vi fik testet reglen hvor man kan optjene checks til senere brug ved at lade mostanderen vinde et uafgjort slag. Quentins nysgerrighed fik hans opmærksomhed afledt, og på grund af omvejen blev de to mus trætte før de fandt ravnens rede (condition).

Jeg så på uret og det gik op for mig at vi ikke havde ret god tid tilbage (klokken var lidt over ni og vi havde aftalt at stoppeklokken ti cirka). Altså besluttede jeg mig for at ravnen ikke vendte tilbage, og at droppe den sidste del af GM-turen i missionen. Vi sluttede GM turen med at de to mus fik det meste af posten (nu sølet og skadet) ned fra reden, men kuglen var væk. Musene tog til Dorigift, og her lod jeg spillerne overtage.

Player-turn

Spiller-turen var lidt mere vaklende. Begge spillere startede med at prøve at flerne en condition. Den ene klarede det, og dn anden fejlede. Robin der fejlede sad så med et problem at han klart helst ville bruge sine checks på at fjerne condition, men ikke måtte for reglerne fordi han stadig var angry.
Quentin besluttede sig for at bruge tid på at genfinde kuglen som de mente ravnen måtte have tabt på vejen til sin rede. Med en hel masse held lykkedes det.
Robin (der var temmelig ”forslået” med sine to conditions) valgte (desværre lidt af mangel på bedre ting han havde lyst til at bruge turen til) at bruge et check på at prøve at overtale Quentin til at tage tilbage til Lockhaven i stedet for at aflevere kuglen, men det ville Quentin ikke høre tale om.
De blev dog i byen resten af spillerturen for at hvile ud i stedet for at skynde sig af sted.

Problemerne i spiller-turen skyldes dels at vi spillede med pre-gens, og de lister af NPC’er man har på sit character sheet der ofte kan anvendes i en player-turn var ret meningsløse for os alle sammen. Desuden havde vi lidt tidsnød. Men jeg er slet ikke i tvivl om at vi sagtens kan få player-turns til at virke næste gang.

Efter spil

Efter player-turn tog vi en runde hvor vi uddelte rewards (MG’sk for Artha). Fed måe at få genoplevet de fede steder i spillet. Vi kan helt sikkert huske spillet bedre nu end hvis vi ikke havde uddelt rewards (vi regnede ikke med at bruge characters igen, og det var derfor ret ligegyldigt med rewards).

Bemærkninger

Der var to dele af reglerne vi ikke brugte ret meget energi på. Advancement snakkede vi om, men ret hurtigt droppede vi at holde styr på det, da det var pre-gens. Men der er slet ikke samme grad af bogholderi som i Burning Wheel. Det er let at sætte et lille kryds hver gang man tester.
Den anden del vi ikke brugte ret meget var traits. Mest fordi jeg ikke fik forklaret reglerne for dem ordentligt. Men det betød også at vi ikke rigtig fik prøvet i hvor høj grad traits er med til at tegne en character i spil. Vi brugte kun traits to gange. Begge gange til at bryde et tie til modstanderens fordel for at optjene checks.

Hvis jeg skal fremhæve hvad det er ved Mouse Guard jeg synes er ekstra godt (altså bedre end f.eks. BW, jeg gider slet ikke sammenligne med dårligere spil, for så bliver svaret ”alting”) så er det simpliciteten.
Conflict var net at gå til, og leverede lige så godt som tilsvarende systemer. Reglerne er strømlinede, og til at finde rundt i, og det superseje character sheet gør tingene nemmere at huske. (Eneste element i relerne jeg stadig er usikker ifht. til er at sætte obstacles, det er ikke helt de samme obstacles jeg er vant til fra Burning Wheel).
Strukturen med klassisk spillederstyret missionsspil efterfulgt af meget frit spillerstyret spil gør også spillet meget let at forberede og spille. Det er selvfølgelig mere styret end spil der i højere grad er en lang player-turn, men jeg synes det virker fremragende indtil videre.
Og så skader det bestemt ikke at både tegneserie og rollespil er så pisse lækre. Jeg er helt vild med de tegninger. Min setting-aversion er næsten væk når bare setting formidles af lækre billeder. Jeg ender sgu med at gå op i kanon-setting og den slags :) .

I aften mødes vi igen og laver denne gang spilpersoner selv, i stedet for pre-gens. Og så går det ellers løs hver onsdag aften til vi ikke gider mere.

Jeg vil:

• Skrive Nangijala færdigt, inklusive en ordentlig spiltest
• Designe endnu et spil (bræt, eller rolle)
• Deltage i 52 rollespilsaktiviteter (en hver uge)
• Køre en Mouse Guard kampagne (det er så lækkert!)
• Deltage i mindst 3 conner, måske flere (og et par mini-conner)
• Spille 5 rollespil jeg ikke har spillet før, og 5 brætspil
• Skrive mindst et indlæg med interresant indhold på denne blog

Det er vist ikke helt uopnåelige mål, men de er ikke trivielle.

Forberedelsen – Flodkonen og Flodens Udspring
For fire uger siden blev der sendt tømmer ned af floden, og flodmændene skulle være tilbage for to uger siden. Der er stadig forråd, men tømmeret hober sig op, og folk murrer over kedelig mad.
Floden løber raskt som en forårsflod bør gøre.

Flodkonen holder flodmændene tilbage. Hun er vred over at der er nogen i dalen der hælder snavs i hendes flod. Hun antager at det er byboerne.
Det er oplagt at sejle ned af floden, og hvis så vil flodkonen forsøge at kæntre deres båd ved at sende sin uvårne vandskabninger efter dem (strømvirvler og legesygt vand).
Flodmændene ved ikke hvad der foregår, men de kan se at flodkonen er vred.
Flodkonen er svær at tale med. Hun er tvær, og vil bare have de skrækkelige mennesker ud af dalen.
Hun ved bare at der er nogen der fylder hendes flod med skidt nær dens udspring.
Turen mod udspringet er hård. Når man sejler er strømmen vanvittig at ro mod, når man går er skoven tæt og stejl.
I den flotte hule hvor floden har sit udspring bor en skrækkelig og ækel lortetrold. Hver morgen skider den i kilden. Trolden kan skabe små troldevæser af sin afføring der hjælper den i kamp.

Treasure
Flodkonen vil belønne ved at døbe gruppen i flodens vand. Giver Alignment til Floden/Vand til hele gruppen.

Monsters

Flodkonens Afkom (3) 1xp:
(Water/Wind) 1hp
3 White, 2 Red, 2 Green (i followthrough)
INTANGIBLE, STRANGLE
//Vælter folk overbord og drukner dem.

Turen til Flodens Udspring (1) 1xp:
(Water/Stone) 3hp (group 6hp)
5 White, 2 Red
ATTACK, TERRAIN
Vanvittigt hård rejse. Attacks er kulde, skarpe sten, strømvirvler osv.

Stor Fed Trold (1) 8xp:
(Stone/Corruption) 8hp
6 White, 3 Red, 3 Blue, 3 Green
ATTACK, BIG, ARMOR, DRAIN (STRENGTH)
Kæmpestor og megastærk. Hud som sten og en tarm der får selv den stærkeste kriger til at ryste på hænderne.
Starter med at stikke begge hænder op i endetarmen for at gribe sne to Lorte den kaster mod modstanderne (nedenfor).

Troldens Lorte (2) 1xp:
(Corruption/Flesh) 2hp
6 White, 2 Red
ATTACK, DAZZLE

Jeg havde også tegnet et kort over Tågedal, og et kort over hulen ved flodens udspring (et udenfor og et indenfor).

Spilpersonerne
De to spillere lavede lynhurtigt to spilpersoner. Den ene var Pastor Martn byens præst, en mand med stærke holdninger til vigtighed af skovånde ri forhold til rigtige guder.
Den anden var en ung honningsamler, Ulf, der med sin fars gamle sværd i hånden ville vise at han var voksen (og kriger). Han ville mægtig gerne giftes med præstens datter, og forsøgte derfor at imonere præsten.

Hver spiller slog stats, valgte hurtigt en character-type og fandt på et koncept. Da der skulle købes personer jammede vi lidt, og fandt nemt den fælles forbindelse datteren (Præstens person er hans søn (bølle) der endnu ikke har været i spil).

Spillet - Vandskræk og Bryllupsplaner

Byens Sheriff opsøgte præsten for at spørge ham til råds angående de manglende flodmænd. Præsten foreslog at sende den unge Ulf afsted for at undersøge sagen. Da Sheriffen trak lidt på det, foreslog prsten (der efter Tågedals standarter ar en berejst mand der havde været udenbys på latinskole) at han kunne tage med og rådgive.

De to besluttede sig at vandre ned langs floden i stedet for at sejle (og brugte en masse tid på at snakke om hvor farlig og ond floden var).

De to møder flodmændene der ar slået lejr. De får at vide at floden har angrebet deres både, og at det må være fordi flodkonen er sur.

Præsten slog Command for at forhøre flodmændenes leder, og brændte sine sucesser hurtigere end jeg kunne nå frem til pointen, men de fik da stadig at vide at flodkonen var sur.

De to ville forsøge at bjerge den del af forrådet der stadig lå på den anden side af floden og plaskede, og roede ud i floden, hvor de selvfølgelig blev overfaldet.

Præsten har magien A Warning Vision, og var lidt ked af han glemte at bruge den før de sejlede ud. Men der var nu ingen sure miner.

De to (jeg nedjusterede da der kun var to spillere) vanddjævleting angreb og kæntrede båden, fik præsten vætet i vandet og næsten kvalt, men Ulf fik padlet båden ind til bredden (den modsatte af flodmændene blev der foreslået - og sådan var det).

Kampen var lidt forvirrende, det var trods alt første gang for os alle tre, og Flodkonens afkom er ikke simple monstre. Det gik nu fint alligevel. De to både fik nederlag og sejre (blev våde, men kom i land).

På den anden side af floden besluttede Ulf sig for at skabe kontakt til Flodkonen, slog en masse sucesser, og frem kom hun (endda på land - vi spillede meget med at en succes gav en ting i fiktionen, og Ulfs spiller havde slået virkelig godt). De forhandlede lidt med hende (Præsten bed sig i læben og var ikke særlig flabet) og hun afslørede at hun var sur fordi nogen smed affald i floden. De overbeviste hende om at det ikke nødvendigvis var dem der gjorde det, og at de nok skulle finde ud af hvem (de troede vist at byboerne var skyldige) og drog hjem.

Hjemme igen finder de ud af at det ikke er byboerne der er skyldige, men noget ængere oppe af floden. De vandrer op mod flodens kilde (turen er et monster), og ankommer hurtigt.

Findes der er ord for omvendt whiff? Når spilerne slår så højt så en kamp er overundet før den går i gang… øv. StWT har måske lidt en tendens til dette, det vil tiden vise.

Oppe ved flodens udløb får de øje på en hule (jeg viser dem et kort) og præsten glemmer igen at kaste sin advarselsmagi.

De sniger sig ind i hulen hvor de ser en stor klam trold tømme sin endetarm i det store hellige bassin der er flodens kilde.

Modige Ulf sniger sig ind på trolden, mens Præsten skjuler sig i huleåbningen. Ulf angriber brutalt trolden og giver den et mægtigt sår (han er sgu vild med de terninger). Men trodlen reagerer bare ved at stikke begge sine hænder op i endetarmen og trække to lorte-væsner ud som han kaster mod troldmanden (to ekstra monstre).

Lidt kamp senere er trolden hurtigt død, Ulf svækket af trolden lugt, og Præsten i problemer med lortene.

Jeg lavede en forkert ruling undervejs, men det kunne højst have gjort trolden nemmere. Men de regler for tactical constraints er ikke helt nemme.

De to kæmpede indædt mod lortene, men måtte se sig overvundet af troldens afføring efter at have besejret den selv.

Vi gakkede helt ud i fækale vittigheder (forventeligt når man laver en lorte-trold) og det lå lidt i luften at lortene prøvedeat kravle op i tarmene på vore helte, så alle havde en lidt beskidt følelse indeni efter kampen.

Reglerne for at tabe en kamp i StWT er nemme. Jeg kan ikke skade dem mere, men lade dem vågne op hvor jeg ville. Aftenen gik på hæld så de vågnede i hulen, uden lorte i syne.

De to diskuterede om de kune tillade sig at vaske sig i floden, men deres beskidte fornemmelser vandt, og efter et grundigt bad og en rengøring af hulen drog de to tilbage til byen. Hvor de blev mødt af Flodkonen der velsignede/døbte/vaskede dem i floden som belønning for udført dåd.

Præsten og Ulf blev enige om at hjemkomstfesten også skulle være forlovelsesfest og snakken om servietfarver, medgift og den slags gik lystigt.

Da begge spilpersoner nåede at bide i græsset skal de begge sidde en session over. Dette medførte desværre at de forbedringer der sidt i sessionen skulle købes for XP blev lidt “meh” fordi de jo ikke kunne bruge dem før om 2 session. Måske man skulle udskyde XP til starten af session.

Måden man køber stats op på er forrykt. Forventer Vincent ændrer den, ellers må han tvinges! Ulf kunne for 10 XP købe 2 stats fra 3 til 6 fordi han havde rolls på 5.

Konklusion

De var sjovt (og ret barnligt). Jeg er helt klar på at spille igen, blot en smule ked af at Pastor Martin og Ulf har så travlt med bryllupssnakken at de ikke har tid til eventyr næste gang. Det var et par kære spilpersoner.

Jeg endte med at lave to layoutforslag (det er forslag, layouteren ville formentlig hade at få “krav”), da tryk og hjemmesider er ret forskellige medier (så forskellige er udgaverne nu ikke).

No more words:

Foromtale

Og foromtale

(Hvis i har kritik skal i sgu skynde jer! Hvis i skal kritisere om nogle dage, så drop det.)

Bemærk at han ikke er helt kosher, da jeg anvender typerne fra Tågedal, der alle har en power når de laves.

Svinehyrden og -Dræberen Bor
Bor er svinehyrde, og meget mere end det! Han er beskytter af Tågedals svineflokke. Hans kraftige spyd og store armbryst har nedlagt mangen et olmt vildvin der har forsøgt at tilnærme sig flokken.
Han har modsat de andre byboere modet til at overnatte i skoven, og har mangen en gang følt ånderne krybe ind på ham i mørket.

Name: Bor
Character Type: Svinehyrde
Player: Uffe

Stats:
Arcane 4 (roll 3)
Command 4 (roll 3)
Endurance 5 (roll 4)
Perception 6 (roll 6)
Skill 3 (roll 2)
Strength 3 (roll 2)

Hits:
Still Fighting □ □ □ □ □
Endurance Roll □ □ □ □ □

Stuff:
Heavy Crossbow (3 red, 2-handed, bulky)
Spear (2 red)
Chainmail (2 blue/ +1 blue)
Provisions
Hooded Cloak
Thick Gloves
Childhood Memory
A Superstition

People:
Åndemanersken Elga, min mor. Pakker mit forråd og formaner mig før jeg drager til skovs.

Powers:
Tirelessness (successer ved Endurance => bonus i næste Setup)

Det gik sgu stærkt. Knapt et kvarter (det tog mig lige så lang tid at skrive det ind).
Umiddelbart ikke mere at gå efter end en klassisk D&D spilperson, men der er dog enkelte elementer.
Jeg kan godt lide at personer er ækvivalent Stuff, og det er en fin måde at befolke settingen på, men ikke nget nyt under solen her.
Det eneste rigtig nye er kategorien Maps. De to Stuffs Barndomsminde og Overtro er i virkeligheden Maps, der kan bruges som tools i en endnu ikke defineret situation - det er for sejt!