Hvad er et Hack?
Inden for rollespil er et hack en anvendelse af et system med en anden setting og muligvis genre end den oprindelige. Når man spiller historisk romerrige med D&D har man lavet et hack (og valgt et underligt system til at gøre det med).
Modsat mange andre felter har ordet hack ingen negativ bibetydning. Dog antyder ordet at der ikke længere er nogen form for garanti for velfungerende spil (eller spiltest). Et hack der udvikler sig nok til at det bliver finpudset og spiltestet (og formuleret så man ikke længere behøver det oprindelige system for at spille det) er ikke rigtig et hack længere (se f.eks. Dungeon World, et hack af Apocalypse World).

Er Mouse Guard godt at hacke?
Jeg skrev ovenfor at MG ikke har en stærk binding mellem settting og system, og det er egentlig noget sludder. Rigtig mange steder er systemet meget tæt forbundet med fiktionen. F.eks. i hvilke kategorier af udfordringer der findes, hvilke skills der findes, men specielt i forbindelse med mekanikken for Nature er der en stærk binding. Ikke kun fordi det er Nature(mouse) der er tale om, men fordi Nature fokuserer spillet på kampen mellem at være en helt eller en mus. Hvis man handler inden for sin Nature er man effektiv, men det er bare ikke ret sejt.

Luke skriver selv:

Gentlemice,

Many of you enjoy hacking the Mouse Guard system. And most of you who do rightly intuit that hacking Nature is the most difficult aspect of such an endeavor. Why is this?

Nature is the soul of Mouse Guard. It quantifies and qualifies the character as a mouse—as an animal apart from all others in the setting. It does so by describing a series of mouselike behaviors for the character that are useful but generally counter to the entire purpose of the game. To wit: the goal of Mouse Guard is not to play a mouse. When you sit down to play, you are playing a hero. Your game describes that hero’s journey and adventures. Rarely in the tales of heroics do we exalt in running away, foraging for seeds or scampering up trees. While those are useful, perhaps essential, aspects of mousehood.

You see, Nature creates a tension. It is a useful game resource for the players, but using it encourages behaviors counter to the heroic thrust of the game. When you use Nature, you’re almost always making a decision about what’s important to you; you’re almost always sacrificing or risking something. Especially when you play the game long term. What may seem like a series of easy of decisions—use Nature, get benefit!—takes on a different tenor once your Nature is either taxed or advances close to 7.

When you are hacking Nature, you must take this tension into account. Nature must be unsavory, difficult or downright contentious. It cannot be beneficial. It cannot be occupational. It must be something you are struggling against in the heat of the moment. Are you a mouse or a hero?

If you make Nature easy or occupational (like Nature: Hero) then you not only drain the tension from the game, but deflate the skill mechanics, too. Since you can use an occupational Nature to do all of the things are important to the character, there’s no reason to have skills. There’s no reason not to advance your Nature to 7 and pile dice onto every roll. And once you have an optimal strategy like that, all characters become the same and the game quickly becomes boring.

For good examples of Nature hacks check out Realm Guard and Paul Beakley’s upcoming SF hack.

Thank you for enjoying and playing our games. I hope this helps you squeeze more from them in the future.

Eksempel på et Hack – Fantasy Guard
Da jeg selv kastede mig ud i at hacke MG hoppede jeg lige ned i at have en Rolle(Helt). Jeg havde godt nok tænkt det som en modsætning mellem nogle rollespilleres vane med at være udbyttende, beregnende og grådige, men problemet er at spilpersonernes Nature stadig er awesome og på ingen måde usej.

Også Per har problemer med at få defineret Nature for hans politi-hack af MG. Han er dog i højere grad fanget i at funktionalisere Nature, ikke i den manglende spænding. Det er rigtig svært at få Nature beskrevet som konkrete ting man gør i spillet.

Det er selvfølgelig også en mulighed at springe let hen over problemet og helt ignorere Nature i sit hack (eller eventuelt lade enhver brug af Nature være uden for spilpersonens natur), men det er sgu lidt tamt.

Der er absolut også andre steder i MG man skal være forsigtig når man laver et hack (selve strukturen kan ikke altid overføres på enhver type spil), men det er min bedste overbevisning at Nature er det sværeste at ramme.

Shallow Hacks
Mine to MG scenarier, Svanen og Kaniners Mod, er også begge en slags hacks af MG. Svanen er MG i en tid før musegarden, ikke så meget et mekanisk hack som et drift af settingen. Mens Kaniners Mod handler om kaniner, og jeg har derfor fjernet udstyr (kaninerne fra Kaninbjerget leger ikke med sværd). Fordi jeg ville fortælle en fortælling om reaktion mod uretfærdighed pillede jeg også lidt ved spillerturen (men ikke meget).

Andre Hacks derude
Andre hacks jeg er faldet over derude er f.eks. Realm Guard der er et Middle Earth hack. Eller de forskellige forsøg på at lave et Shadowrun hack, se her og her.
Nogen derude der vil lege med at lave et NeuroGuard hack? Neuromancer møder Shadowrun uden alt det fjollede fantasy lir.
Der er selvfølgelig også et helt forum dedikeret til at hacke Mouse Guard.

De næste to dage står den på Nisse-hack af MG på opfordring af Morten. Jeg kan afsløre det ikke er helt smertefrit. Følg med i morgen.

Hvad er der uden om DoW?
Langt de fleste klassiske systemer har ingen, eller kun minimal mekanik til at overbevise andre personer om at man har ret og de tager fejl, særligt ikke hvis de andre personer er spilpersoner – spilleren må selv bestemme hvad spilpersonen siger og gør. Det har været noget man håndterede med “rollespil” og med sociale evner spillerne imellem (altså på et meta-niveau).
I BW er der mekanikker til at overbevise andre. Man kan ikke kontrollere deres tanker, egentlige følelser eller lignende, men man kan med Persuasion godt få folk til at acceptere ens standpunkt her og nu. Men med mindre man frivilligt begiver sig ud i en debat (og altså accepterer muligheden for at fejle) er det sygt svært at få til at lykkedes.
Men i grundmekanikken er der kun to udfald. Enten vinder den ene part, ellers vinder den anden (eller i tilfældet standard test, ingen vinder og den fastsatte failure sker).

Hvornår bruger man så DoW?
Når en debat, samtale eller lignende er vigtig for spillet og begge parter (her kan en part sagtens være mere end en person) kan man i stedet bruge DoW. Det er dels en mere detaljeret mekanik hvor der bruges mere tid på samtalen end bare at afgøre den hurtigt, og dels er der mulighed for kompromisser.
Begge parter skal stadig acceptere at deltage i en DoW, det er muligt at holde sin mund og ikke ønske at deltage i en debat, men hvis man siger ja er man bundet af resultatet (omend man kan ty til vold hvis man er villig til at vise sig som et voldeligt fjols).
Det er vigtigt kun at bruge DoW når diskussionen er vigtig nok, alle skal gide bruge den kvarte til halve time det tager på det, også de spillere der ikke er direkte med. Samtidig er det vigtigt kun at bruge DoW når begge parter har noget de ønsker at opnå. Hvis den ene part er helt tilfreds med status quo skal man i stedet bruge en standard test (kun en part har et intent, negative intents i stil med “Jeg vil undgå at X sker” er ikke gode intents).

Hvordan gør man så?
Først bruger man et øjeblik på at fastsætte ens mål med diskussionen. Det er en kort sætning der beskriver hvad der er sandt hvis man vinder duellen uden kompromis.
Dernæst rulles lidt terninger for at bestemme størrelsen af ens Body of Argument (BoA)(HPs i duellen, omkring 5-8 er ret normalt).
Så går man til selve duellen. Hver spiller tager et ark til at markere deres valg (hemmeligt) og vælger en action til tre runder (volleys) i duellen. Der er 7 actions at vælge mellem, hvoraf 5 er ofte anvendt og de sidste to er ret specielle. Handlinger er f.eks: Snak udenom, Affej hele argumentationen, Kom med en pointe, modargumenter, finte.
Der er begrænsninger for hvilke skills der kan bruges med hvilke actions (f.eks. kan man ikke bruge Persuasion til at affeje, og man bruger ren viljestyrke til at snakke uden om) og nogle actions kræver man er trænet debattør for at de er effektive.
Der er en masse regler for hvad der sker ved forskellige kombinationer af actions, men med lidt træning går det rimeligt let (modsat Fight, der er noget tungere). DoW er en smule mere kompliceret end Conflicts i MG, der jo også bruges til debatter.
Hvis begge parter stadig har BoA tilbage efter tre runder vælger man tre nye actions og fortsætter.
Det er her vigtigt at pointere at man ikke bare sidder og vælger actions og ruller terninger. Det er en fast regel i BW at hver gang der har rullet terninger (og gerne før) skal der fortælles (eller “rollespilles”). Man har dels de valgte actions, emnet for debatten og udfaldet af terningslaget til at guide sit spil. F.eks. kan det godt være man har verdens bedste argument, men man rullede dårligt, så måske skal man gemme det til næste runde, eller man kan levere det ineffektivt.
Når en eller begge parter er nået 0 i BoA slutter duellen. Hvis vinderen ingen point har mistet er vedkommendes mål sket fyldest uden kompromis. Jo flere point man har mistet jo større kompromis skal man indgå (og hvis begge når under 0 er der store kompromisser til begge, samtidig med ingen når deres mål eller begge når deres mål).
Kompromisser forhandles spillerne imellem, og altså ikke mellem spilpersonerne. Ofte er det let at få øje på et kompromis, og da reglerne angiver hvor stort det skal være er det nogenlunde til at nå konsensus hurtigt. Jeg har dog en enkelt gang oplevet at det var meget svært at finde et kompromis, og det satte spillet lidt i stå.

Hvordan bliver spillet så?
Eksistensen af DoW har to store effekter. For det første gør det at man ikke behøver bruge en masse tid på debatter spilpersonerne imellem, som alligevel ikke flytter sig nogen steder uden der er en spiller der giver sig. Og det muliggør at man spiller noget hårdere. BW gør at man ikke behøver have ja-hatten på hele tiden, og i stedet faciliterer mekanikken et spil hvor man kan gå hårdt op mod hinanden og stadig få fedt rollespil.
Den anden effekt er at den sociale arena bliver meget vigtigere end klassiske fantasy spil. Det er mindst lige så fedt at spille en god DoW som at spille en kamp. Og jeg vil endda gå så langt som til at mene at den sociale arena er vigtigere end i tilsvarende spil hvor der ingen kamp er, men hvor diskussioner tages uden mekanik. En ting er at man kan udspille en masse interessante konflikter uden mekanik, men man kan ikke rigtig slås. Hvis alle presser hårdt på og virkelig kæmper bryder spillet sammen.
Endelig er DoW også godt til at fokusere spillet på de små steder i en samtale hvor der sker noget. Man springer ganske enkelt frem til de steder hvor der handles. BW er ikke så meget et spil om hvad der siges, men om hvad man gør (som mange amerikanske spil er der klart mere fokus på handling end hvad der siges ifht. danske rollespil).

Desværre har DoW også en tendens til at fjerne en del nærvær i samtalerne. At man hele tiden skifter mellem at planlægge sine actions og rulle terninger gør at samtalerne ikke får samme flow som uden mekanik. Man bliver hævet over fiktionen, og fortæller mere en historie end man sidder inde i sin spilperson og oplever.
For mig er det ikke et stort problem ikke at indleve sig i spilpersonen (jeg har et klart større fokus på fortællingen – også indlevelse i fortællingen), men det er ærgeligt at fortællingen om debatten bliver så opbrudt som den gør.
Så det er et valg man tager når man spiller BW, flow ofres (lidt) på handlingens alter. Spillet handler om præcis lige så meget, men lyder ikke helt så godt, og hvis man har en gruppe der har tendens til at blive ufokuserede kan det gå rent i fisk (folk der glemmer hvad det nu lige var det handlede om).

Linkservice
Prøv at tage et kig på sådan et ark til DoW, næsten alle reglerne er på det (desværre skal man “købe” det for 0$ hvilket kræver man opretter en bruger).

I morgen vil jeg skrive om at hacke Mouse Guard, og så vil jeg bruge de sidste to dage på det Nisse-hack af Mouse Guard Morten ønskede.
En snak om konflikter i MG må blive en anden gang, eller et andet sted.

Hvordan får man Artha
Fælles for alle Burning spillene er at man har Beliefs (der i MG er delt op i Beliefs og Goals), Instincts og Traits. Det er selvvalgte mål og adfærdsmønstre for ens spilperson man bliver belønnet for at spille efter.
Man vælger selv hvornår man vil ændre sine Beliefs, Instincts og til dels Traits (samlet BITs), og dermed bliver de en måde for spillerne meget tydeligt at fortælle spillederen hvad de gerne vil have spillet skal handle om. Spillederen forsøger at “ramme” spillernes BITs, og spillerne belønnes for aktivt at drive spillet. Helt konkret får man point når man opnår ens mål, kæmper for ens beliefs, udtrykker sine træk eller går imod sine instinkter selvom det er til skade for en selv (samt lidt flere gange).
Desuden får man Artha for at spille sejt, være drivende for spillet og for at være den spiller der “løser” alle problemerne i en session. Der er også særligt-mega-awesome Artha for at være en rigtig helt og ofre sig for en større sag.

Det er alt sammen en stor omgang “beløn spillerne for det spillet handler om” tilsat et drys “spillerne bestemmer hvad spillet handler om”. Men det var egentlig ikke det jeg ville tale om.

Hvornår uddeles Artha?
Man kan sige meget fint om hvordan det at udbetale point for forskellig opførsel er med til at drive spillet, og om hvordan det at gøre sine (spillerens) mål for spillet eksplicitte, men det tror jeg vi har sagt før. Ellers siger jeg det gerne igen, en anden dag.

Men når man sidder efter session og uddeler Artha (i alle Burning Spillene siden BW Revised, dvs også BW Gold, uddeles Artha efter session, ikke undervejs) sker der noget ganske nyttigt. Man tvinges til at tænke tilbage på det spillede på en struktureret måde, hvor man fokuserer på det positive der er sket. Hvis man er rigtig heldig har man en lille rose-runde hvor man snakker om hvordan folk var cool, og det er ret let for spillederen at lytte sig frem til de nuancer BITs ikke dækker omkring hvad folk synes er fedt ved spillet og hvad de husker bagefter. Alle rollespil bør afsluttes af en kort debriefing i stedet for et forhastet farvel og spillere der småsnakker om session uden alle de andre kan høre og få glæde af det. For inden for spilgruppen gider folk jo godt warstories.

Puh, nu Artha-hængepartiet er dækket ind føler jeg efterhånden jeg er nået godt rundt om Burning spillene. Er der noget jeg har glemt? Ok, Fight og Konflikter i MG har jeg bevidst udeladt, da det er lidt vel teknisk. Måske lidt om hvorfor Duel of Wits er sejt?

Jeg starter med tallet 3
Hvis jeg er i tvivl vælger jeg altid obstacle 3. Ok, det er måske ikke helt sandt, men det er ikke helt forkert. Nogen gange er det let at se hvad en obstacle skal være, enten fordi der er en eksplicit regel (man kan huske) eller fordi det åbenlyst er en meget let test. Men når jeg er i tvivl siger jeg 3.
Obstacle 3 er svært uden at være meget svært, de sejeste spilpersoner inden for et område vil være ret sikre (men ikke imponerende, de fleste slag i BW foretages med 50/50 sandsynlighed eller værre, i hvert fald før Artha og små tricks) mens de svageste vil være i stand til at klare det hvis de virkelig vil.

Derudover modificerer jeg hvis der er nogle meget svære omstændigheder der er til spillerens ulempe, men modsat rådene i bogen bruger jeg kun disse hvis det er markante ulemper.

My Favorite Obstacle er også et afsnit i bogen Adventure Burner. Og her nævnes obstacle 3 også.

Og ellers så spørger jeg
Ofte foreslår jeg en obstacle i stedet for at diktere den. Det giver et lidt større afbræk i spillet end bare at sige et tal (og hvad der sker hvis man fejler), men som gruppe er vi fint i stand til at sætte obstacles sammen. For det meste nikker folk let og vi går videre. Andre gange starter der et hylekor uden lige, og desværre nogle gange uden grund. Men hellere lidt brok end fraværende konsensus.

Og så snyder jeg
Jeg har en dyb sort hemmelighed. Jeg snyder når jeg fastsætter obstacles. Jeg burde alene lade sværhedsgraden afhænge af hvor svær task er og hvor meget der ønskes opnået med intent, men jeg sætter af og til en lidt højere eller lidt lavere obstacle hvis jeg har et særligt mildt eller ondt udspil hvis slaget fejler (lav ob = ond failure, høj ob = mild failure).
Desuden er jeg jo kun et menneske, og hvis hele bordet sidder og hepper på en udvikling i historien lader jeg mig jo nok rive med og sætter lidt mildere obstacles. I den slags situationer kunne jeg jo helt undlade at kræve en test (omend det nok ville føles fladt for store ting, det at heppe er en del af spillet).

Lidt om Fordele
Endelig vil jeg lige nævne lidt om fordele til et slag i BW (ikke FoRKs, help eller lignende, men advantages). Regelbogen faslår at en spiller må lobbye for en enkelt terning fordi spilleren har en fordel. Det har jeg altid tolket som at spilleren må lobbye for en fordel (der så oftest giver 1D, sjældent 2D), og spilleder må af sig selv give alle de fordelsterninger de vil uafhængigt af denne lobbying.
Det forstærker effekten af at forberede sig, at manøvrere forsigtigt op mod et vigtigt møde og opbygge alliancer, forberede udstyr, den slags. Se det som en slags multibel linked test (også snyd). Hvis du klarer en test før en konflikt vil der vente dig en fordel senere, hvis du arbejder i årevis (flere tests) vil der vente flere.

Strukturen for en session i Mouse Guard
Strukturen for MG er ganske anderledes end både BW og de fleste klassiske rollespil (alene det at der er en fast struktur afviger fra de fleste klassiske rollespil).
Helt grundlæggende består en spilgang i MG af fire dele: Missionen, GM turen, Spillerturen og Reward uddeling. Rewards er lidt sin egen snak, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. Det er en lille afrunding på spilgangen hvor man ser tilbage på det spillede og husker hvor sejt det var (og uddeler heltepointtingester, rewards).

Mission
Det første der sker hver spilgang er at spilgangens mission fastsættes. Det er formelt set spillederen der har denne opgave, men i praksis er det muligt at lade spillerne føre dette. Om ikke andet så indirekte. Særligt hvis der er flere veje spillet kan udvikle sig i er det muligt at spørge spillerne (evt. i slutningen af forrige spilgang) hvad de er mest interesseret i at spille.
I vores længere MG kampagne (jeg har spillet i en længere kampagne og en håndfuld enkeltspilgangsspil) endte mange missioner med at tage flere spilgange at afvikle. Eller rettere en tilsyneladende simpel mission udviklede sig til nye missioner osv (primært pga spillernes handlinger i spillerturen).
Missionen fastsættes enten før spilstart eller i løbet af den første scene.

Det føles meget oldskolet at fastsætte missionen som spilleder, og er absolut det jeg finder sværest ved at spille MG. Ikke som enkeltspilgangsspil, men som kampagne. I de gode gamle dage ville det falde mig helt naturligt, men jeg er blevet alt for Story Now i hovedet til at spillederen bestemmer den slags.
Jeg tror også det var derfor jeg hurtigt forfaldt til at drifte spillet ved at spillerne havde indflydelse på missionens karakter.

GM Turn
Det er spilleders job at finde på 2-3 større forhindringer for missionen. Nogle af disse vil ofte fremgå direkte af missionen, mens andre er noget man finder på guidet af regelbogen. Det er spillederens plan der er rammen for spillet i GM turen. Spillerne reagerer på de udfordringer (og twists) spillederen kommer med, men påvirker ikke spillets retning synderligt.

Det her er sgu lidt svært hvis man er vant til at reagere på sine spillere. Dog er det kun meget lidt der er planlagt på forhånd. De 2-3 udfordringer man har valgt. Twists kan sagtens være valgt på baggrund af hvordan spillerne agerer, og hvad de synes er spændende (i forvejen bør missionen være valgt så den rammer spillernes interesser og spilpersonernes beliefs).
Derudover mener jeg godt man kan fravælge missionen som spillere og dermed afspore det spillederen har planlagt. Det er ikke rigtig i spillets ånd, men det kan godt løses ved at fortsætte eventuelle twists, indtil der ikke er flere slag der fejler, og så starte spillerturen tidligt. For i spillerturen er det netop spillerne der bestemmer hvor historien skal hen.

Player Turn
Spillerturen starter når missionen enten er fejlet eller lykkedes. Herefter kan spillerne vælge hvilke scener der skal sættes (her defineres en scene som en test, scener uden konflikt kan frit udspilles). Spillederen reagerer på spillernes input, og de twists der anvendes ved fejlede rul er ikke umiddelbare, men længerevarende konsekvenser der spiller ind i fremtidige spilgange.
En del af spillernes scener bruges på at slikke sår. Og særligt hvis der har været anvendt mange conditions i GM-turen kan spillerturen gå op i at komme sig, hvorved egentligt spillerinitiativ udebliver (det samme gælder hvis spillerne har indsamlet for få checks i GM-turen).

Det er svært at rådgive om hvordan man får spillerturen til at køre godt som GM. Det er i høj grad op til spillerne at få spillerturen til at blive spændende. Enkelte gange er spillerturen endt med næsten at blive ignoreret. Det er uheldigt, eftersom spillerturen muliggør spil udover den lidt plot-agtige GM-tur.
Det er vigtigt at informere spillerne om pointen med spillerturen, og opfordre dem til at optjene checks undervejs i GM-turen. Desuden er det min erfaring at donditions skal bruges meget sjældent. Jeg forsøger kun at bruge conditions, når jeg ikke kan finde på et godt twist, eller når tiden strammer, og vi skal til spillerturen for at nå at spille færdig inden vi skal stoppe.*

* Conditions har udover at hæmme spillerturen den ulempe at de har en tendens til at starte en dødsspiral. Hvis man som GM spiller hårdt kan man hurtigt hæmme spilpersonerne i en sådan grad at de ikke kan komme sig igen, og derfor fejler endnu mere og dermed får flere conditions.

Varianter
Som nævnt tidligere kan jeg godt finde på at starte spillerturen lidt før missionen er helt afsluttet. Den primære del er afsluttet, men delmål og afledte konflikter er ikke afsluttet. Dette fungerer specielt godt til enkeltspilgangsspil, hvor spillerne næppe har samme tilknytning til situationen, og har færre agendaer. Dermed får de mere at lave i spillerturen (udover at slikke sår).

Desuden har jeg et par gange benyttet mig af en struktur med GM-tur, spillertur, GM-tur, spillertur i stedet for én af hver. Det giver et mere opdelt spil, og det er vigtigt at missionen passer sammen med strukturen. Der er måske et oplagt stop på vejen, eller der er på anden vis et ophold i faren midtvejs. Det gør også spilgangen længere.

I Kaniners Mod gjorde jeg spillerturen til sit helt eget spil. GM-turen var en halvtriviel mission der primært havde til formål at bevirke at spillerne følte de havde fortjent tak og belønning, som så kunne fratages dem for at sparke spillerturen igang. Der var i baggrunde for spilpersoner og i GM-turen lagt op til en række konflikter spillerne kunne gå ind i i spillerturen, men de kunne ikke nå det hele. Spillerturen blev på den måde næsten vigtigere end selve missionen.

Samlet Set
Jeg er ret glad for strukturen i MG, primært fordi det gør spillet så let at spille. Pacing og afgørelse af hvem der har ret til at drive historien er håndteret fra systemets side. Både spilleder og spillere har deres domæne, og det er klart defineret. Det er også grunden til at jeg hylder MG som et muligt begynderrollespil. Meget få andre systemer er så lette at kaste sig over med hensyn til struktur og rollefordeling, mens det samtidig ikke er et klassisk plot-spil hvor der kun er GM-ture.
Dog kan jeg bedre lide spil som f.eks. BW, hvor der er en blanding af GM-tur og spillertur hele tiden. Spillerne vælger hvad de vil gøre, spilleder reagerer. Spilleder udfordrer spilleren, spilleren reager.

En vigtig pointe er at det er to forskellige måder at spille på, med hver deres fordel, for MG er godt nok meget lettere at håndtere end BW (og her taler jeg ikke om mekanik).

Men to ting er jeg rigtig glad for. Den ene er checks (jeg vil ikke oversætte det, det forvirrer nok mere end det gavner). Den anden er måden traits håndteres på.

Traits med mere umpfh
I BW bruges traits primært til specialregler og til at beskrive spilpersonen. Desuden kan de en sjælden gang give Artha (heltepointtingester), og de kan som alt andet i fiktionen bruges til at argumentere for fordele (eller ulemper).

I MG er de langt mere strømlinede. Traits giver bonusterninger i løbet af spillet. Du beskriver hvordan dit trait er en fordel for dig og tager din bonusterning (flere hvis det er traits level 2-3, dem har jeg endnu ikke prøvet).
Derudover kan man bruge dem til at optjene checks, mere om det nedenfor.

Lidt om Player Turns
I MG er hver session opdelt i en GM turn og en player turn. I GM turn struktureres spillet af spillederen, og den mission spillerne er givet (implicit eller ofte eksplicit) kombineret med de twists spilleder indfører ved fejlede slag.
I player turn (efter missionen er fuldført eller fejlet) er det spillerne der sætter scener. De må hver sætte en scene + det antal checks de fik i løbet af GM turn. De scener kan så bruges på at slikke sår eller opnå personlige agendaer (man kan også drifte spiller lidt og starte player turn lidt før missionen er helt fuldført, altså når den formelt er afsluttet, men der er en håndfuld svært ignorerbare tråde der dingler i vinden endnu).

Checks – Om at spille mod sig selv
Man optjener checks ved at beskrive hvordan dine traits er en hindring for dig, hvordan det at du er musestille er en ulempe i en debat osv. Dermed får du en mekanisk ulempe og tjener et eller flere checks (afhængig af hvilken ulempe du vælger).

Hvad betyder det så for spillet?
Gode træk er træk der nemt kan flettes ind i fiktionen både som en fordel og en ulempe. Vi får personer hvis personlighed ikke er entydigt positiv eller negativ. Spillerne bestemmer selv om de vil ignorere et træk der er en ulempe og dermed forbigå chancen for at optjene et check.
Det er altså ikke spillederens job at sidde og slå spilleren oven i hovedet med de ulemper de har valgt, men de kommer stadig ofte i spil.
Kombineret med at det er sjovt at fejle i MG er det sgu en lækker mekanik.

Pyha, så nåede jeg det alligevel før tolv, havde nær misset en dag i julekalenderen (for jeg “snyder” jo ikke ved at skrive forud – hvilket desværre nok ses på formuleringsevnen).

En lille sjov ting. Den ene af vores spillere, Louise, havde i sidste uge spillet med den anden gruppe i samme setting. Mest fordi der var afbud. Dette betød selvfølgelig at der var lidt rod med kronologien, men ikke noget vi ikke bare valgte at overse. (Det handlede vist mest om Enyas gamle fjender og så en skilsmisse mellem Sir Allanleigh og hans kone).

Et skrifte
Enya har for længe siden lovet sin ridder at hun ville skrifte før de kunne blive gift. Det gjorde hun, og vi fik et fint lille portræt af gudsfrygt hos synderen. Hun er sgu bange for Pelor, han har jo rent faktisk magt. Stefan lavede totalt en Fizban og lod en ældre præst representere Pelors ord i en længere (terningløs scene).
Jeg savnede lidt et intent for scenen, men det blev aldrig klart formuleret, og der røg aldrig terninger på bordet. Bagefter grinede vi lidt over at hun skulle have forført ham, om ikke andet så for den svære test. Hvilken obstacle er det at forføre Pelor?

Borgerkrig
Markus var sidste session havnet hos Baronen sammen med sin fulde chef. Chefen fik skældt huden fuld, og modsat Markus var han djævlestiv. Det endte i en smule opkast og i at vagtkaptajnen blev afsat. Desværre havde baronen læst de mange negative rapporter som vagtkaptajnen havde skrevet om Markus, og dem lykkedes det ham ikke helt at vride sig ud af. Han blev i stedet bedt om at passe sortskjorternes barrak mens Baronen løste balladen (øv).
Jeg fravalgte at pøse en masse terninger i slaget, så det var ganske mit eget valg, men alligevel lidt øv at være tæt på at forløse to beliefs (at blive vagtkaptajn og at vinde baronens gunst) i et slag – det føltes bare lidt let og jeg ville gerne have en session mere spil ud af det, derfor ville jeg ikke kaste et væld af ressourcer efter det.

Gæld og Gæld!
Donavan besluttede sig for at han burde tjene sig nogle penge til at betale sin advokat ved at tage ud og spille. Han prøvede at finde et lam, men mødte en haj. Kort efter var gælden fordoblet, og denne gang var der bøller.
Det lykkedes Donovan at stikke af gennem byens gader inden han druknes i kanalen. Han søger tilflugt hos Markus og sortskjorterne.

Og så et Bryllup
Endelig skulle Enya giftes (efter Allanleigh havde afsløret et syn hvori han så Enyas tabte datter og selvfølgelig er han nødt til at drage til den anden ende af verden for at finde hende, skrid nu ud af fiktionen din skide ridder!). det blev en konflikt mellem Biskoppen og Allanleigh og Enya, der endte med at Allanleigh godt nok fik sin viv, og beholdt sit hverv, men alt hans jordiske godt gik til kirken som bøde for sin synd. Stakkels Enya, endelig fik hun sig en rig og magtfuld mand, så mistede han det hele igen (nice).
Det blev afgjort ved et enkelt slag i stedet for en duel of wits, da Enya mest stod på sidelinjen.

Broderlig Kærlighed
Sessionen sluttede med et opgør mellem Donovan og Markus. Markus “overtalte” Donovan til at skjule sig og gå under jorden for at redde sit skind, mens Markus nok skulle tage sig af de bøller der var efter ham. Diskussionen startede såmænd venligt nok, men sluttede med at Markus vred armen om på Donovan, pressede ham mod en mur mens han hvæsende forklarede ham at nu var det ham, Markus, der var storebror og ikke Donovan det pjok. Og hvis han ikke gjorde som han fik besked på kunne han få nogle stryg!
Åh, den kærlighed.

En brandtomt og en fremmed
Spillet fokuserede denne omgang på nysteriet om kirkens afbrænding. Silas havde samme nat været så drukken at han ikke selv kunne huske hvor han havde været, og da han fandt sin lommelærke i nærheden af kirken var muligheden for at mistænke ham tilstede. Matthias var vist lidt mistænksom, men gjorde ikke væsen af det.
Ret hurtigt fik Lupos afhørt en lænkehund der så (og lugtede) gerningsmanden, der havde sat ild på kirken og slæbt af med et gammelt lig. Hunden frikendte også Silas (synes Lupos’ spiller).

I mellemtiden var Silas gået på kroen for at drikke morgenmad. Der mødte han en skummel, forhutlet mand, der efter de fik set hinanden an påstod at de to kendte hinanden (fra dengang i krigen). Han virkede jaget og ret passende til figuren, men alligevel kunne Silas ikke huske ham.
Da manden bad Silas om at hjælpe ham med husly og en plads gik han med på det, og de to gik hjem til ham for at drikke dus (og få vasket landstrygeren).

Det var en ret effektiv måde at få Silas mere i spil. Ganske simpelt skabe en NPC der primært havde kontakt til Silas gjorde at han fik meningsfuld screentime (om manden så er vigtig vil tiden vise sig).

Matthias tussede hjem (betragtede hvordan en midlertidig kirke blev opsat i herregården) og lavede ikke det store.

Et problem der opstod idet jeg dels introducerede et mysterie der trak tempoet ud af spillet (også fordi deres position i fiktionen forhindrer at jeg kaster ninjaer ind til at lave temposkift) og dels fokuserede ret meget på Silas var at Matthias faktisk ingenting foretog sig gennem hele session. Han spurgte og hørte, men jeg tror ikke han havde et selvstændigt rul.

Silas tog den fremmede med op til herregården og forsøgte at få ham ansat. Der var ikke udpræget interesse (vagtmesteren er små-paranoid) og Silas pressede ikke på, til gengæld lovede han at afvæbne den fremmede og holde øje med ham. De skulle nok få brug for ham uden at ansætte ham officielt (der lå i luften at han kunne bruges mod barbarene, der hele vejen var malet som gode syndebukke for kirkeafbrændingen – barbarer er vel også en slags negre, og Søborg en slags Mississippi).

Jagten på Vidner
Alle gik lidt hvert til sit og senere samledes Matthias og Lupos for at finde ud af hvem der var skyldig. De forhørte kroværten (hvor Silas naturligvis dukkede op). De fik ingen gode rygter, men til gengæld fandt de ud af at Silas aftenen før havde berettet om slaget ved Hvalrev, en mulig forklaring på at han ikke kan huske den fremmede).

De prøvede at finde et vidne, men fejlede deres slag (circles igen), og i stedet fandt de en fiskerkone hvis man havde nævnt han da havde set noget, men han var ude igen. De tager ud på søen, finder ham ikke (de ved hvor hans garn er, dem finder de – fulde). De opdager IKKE skyggen under vandet på trods af Lupos har taget fugleham og svæver højt oppe, men de finder fiskerens båd. Konen kan senere fortælle at han så en mand smide noget i søen og råbe ud over vandet – mystisk.

Jeg fortryder at jeg ikke lod skyggen angribe dem ude på søen. Det havde været dramatisk passende, og det havde været helt i tråd med det fejlede circles, men jeg lod mig vildlede af at jeg ikke havde besluttet stats for Det. Det var en fejl – øv.

Vi sluttede session uden der egentlig var sket det store. Men vi har fået en masse detaljer om byen, introduceret en fremmed, opridset en situation hvor eventuelt uskyldige vil blive straffet for branden, og fik hintet mod noget mystisk i søen. Så mon ikke næste gang bliver mere fuld af handling.

I 2005 læste jeg Pers RPGforum indlæg om de forskellige indie spil og hele design filosofien. Jeg fulgte med i Tommys fine omtaler af de forskellige spil, og jeg læste Munkholts anmeldelse af Burning Wheel og om hans kampagne der vist aldrig rigtig lettede (manglende link er pga internettets forgængelighed, men anmeldelsen er reddet her).

Selv købte jeg Burning Wheel på Viking-Con 25. Det kan jeg se på klistermærket jeg har klistret ind i bogen. Samtidig købte jeg Dogs in the Vineyard. De to spil var mine første indie-spil sammen med en pdf af My Life with Master, og damn der er tale om klassikere.

Min første rigtige blog-post her på bloggen handler om netop de tre spil.

Jeg skrev: “Burning Wheel, hvad er der at sige om Burning Wheel? Det er så lækkert forklaret at selv om det er stort og ligeså omfattende som alle de “gamle” systemer er jeg stadig tændt på at lære det. Jeg får så meget lyst til at spille lange kampagner med god gammeldags karakterudvikling (læs: karakterforbedring)…”

Og sådan har jeg det stadig.