Fra Idé til Projekt - Vold Løser Alle Problemer
Tuesday, April 17th, 2007Jeg kunne ikke sove i går aftes, og her er resultatet (jeg har snydt lidt og brugt lidt tid i formiddags på at tænke nogle af tankerne til ende).
Vold Løser Alle Problemer
Jeg vandt, men det kostede mig alt!
Et fortællespil der handler om vold - voldens pris. Et moraliserende statement om hvad volden gør ved os hvis vi lader os friste til at bruge den.
Spillet kan fungere i flere forskellige miljøer, med forskellige typer vold (rockere = fysisk, mødregruppe = mobning, børshajer = albuevold, politikere = spin, whatever). Men det er tænkt med rockere og privatdetektiver i et kriminelt og let overdrevet miljø. Fusion møder Sin City eller deromkring.
Hver spilperson består af en kort opridset rolle og 3 attributes (Vold, Styrke og Træthed) samt en række Værdier (af mangel på et bedre ord).
I virkeligheden er der kun to attributes, da Vold ikke er fast, men noget spilleren vælger fra scene til scene.
Værdier er ting som spilleren inden spilstart erklærer at han vil kæmpe for og ikke vil miste. (3 er sikkert et passende antal, det vil spiltest vise)
Spillere starter med Styrke 3-4 stykker og Træthed 1.
Spillet starter med en prolog - en situation med potentiale til at smadre spilpersonernes liv. Et mord, en razzia, whatever.
Spillerne skiftes til at sætte scener hvor de skal forsøge at få hinanden ned med nakken. Scener sættes med det formål at gøre en medspiller mere træt eller berøve ham hans Værdier.
Der er en række forskellige typer scener at vælge mellem.
- Angreb på spilperson i varierende styrke (hvor formålet er at gøre spilperson træt eller lokke vedkommende til at bruge vold) (Styrke på mellem 3-6 lyder fornuftigt, men igen, spiltest!)
- (?) Angreb på spilpersons værdi (forsøg på at ramme værdi direkte)
- Varianter af to ovenstående hvor det er spilperson mod spilperson i stedet
- (?) Restituere (hvor spiller fortæller hvordan hans spilperson kommer til hægterne igen)
- Miste en Værdi (hvor spilleren beskriver hvordan han mister en værdi på grund af sin egen opførsel)
Man vælger ikke scene frit, scener er grupperet så du først skal have brugt alle scenerne i gruppe 1 før du kan bruge scener fra gruppe 2 osv. Dels for at sikre at man ikke holder sig til én type angreb, men også for at sikre at der er en hvis eskalering i løbet af spillet.
I angrebscenerne der er de mest almindelige “angribes” man af en situation man skal forsøge at klare sig ud af. Spilleren der sætter scenen redegør kort for hvad probemet er og hvem det går ud over (anden spiller). Spilleren der sætter scenen spiller så hovedmodstanden i scenen og overlader eventuelle biroller til spillere der ikke er involveret i scenen. Spilleren det går ud over spiller selvfølgelig sin egen spilperson.
Når spilleren det går ud over er blevet enig med sig selv om hvor meget vold han er villig til at bruge for at vinde konflikten i scenen (et tal fra 1 og op) slås der et antal terninger for hver side i konflikten. For modstanderen slås et antal terninger lig med styrken af angrebet, for spilleren slås der terninger i tre forskellige farver (en for hver af Vold, Styrke og Træthed).
Der sammenlignes højeste antal øjne på én terning, og den pool der har flest øjne på én terning vinder (ved lighed (sker ofte) sammenlignes næsthøjeste terning osv).
- Hvis Vold > Styrke = Du skal bruge din næste tur på at sætte en scene hvor du mister en Værdi
- Hvis Vold + Styrke > Modstanders Styrke (ved modstander spiller + Vold) = Du vinder
- Hvis Vold + Styrke < Modstanders Styrke = Du taber og får 1 Træthed
- Hvis Træthed > Vold + Styrke = Du får 1 Træthed (dog ikke 2 hvis du samtidig taber scene)
Hvis kampen involverer en af dine Værdier får du +1 (måske 2) til Styrke.
Den der vinder en scene får retten til at fortælle hvordan scenen ender.
Hvad hvis de står lige? Det ved jeg ikke. Hvad med at der så ingen konklusion er, ingen attributes ændres?
Hvad hvis en spiller “dør” ved ikke at have flere Værdier tilbage? Spilleren er ikke med mere - som spiller. Sætter stadig scener for at jorde de andre, men spilpersonen kan kun deltage som NPC, regelteknisk på lige fod med andre modstandere i angrebs-scener.
Den/de spillere der har flest Værdier tilbage efter endt spil vinder. Spillere uden Værdier er sølle sølle skæbner….
**********************
Kan det noget? Fungerer det? Ligner det Contenders så meget at vi lissågodt kan spille Contenders?