I weekenden tog jeg fri fra studierne, greb cyklen og tog til Vintersol (hvor er det fedt med en con man kan cykle til).
Torsdag pjekkede jeg for at spillede Den Brændende Vinds Ild. En blanding af Pulp og Eventyr, af action-intrige og fortælling.
Spillet foregår på to planer (en arkæologisk udgravning og i gamle dages arabien) begge steder med en magisk lampe.
Jeg havde det sjovt, men jeg ser et par problemer med scenariet. Det er lidt svært at få de to lag i historien til at gå op i en større helhed (der er bestemt paralleller, men det er i høj grad op til spillerne at se dem og forstærke dem). Desuden synes jeg det er lidt for langt (det er en klassisk tre-akter, men med to fortællinger i hver akt). Fortællingerne i spillet har hvert deres tema, men det er lidt meget med tre temaer i intrigen i det andet plan i historien. Det ender med at blive lidt langt og der kan let opstå lidt ”dødvande” undervejs.
Det får mig til at tænke på om tre-akts-strukturen overhovedet er specielt velfungerende til rollespil. Jeg mener at hvis man ønsker at opdele et scenarie i tre akter skal man passe på ikke at give første akt for lang tid. Første akt bruger man til at introducere problem og karakterer…. noget man i de fleste con-scenarier allerede er godt i gang med når man læser sin spilperson, så særligt i scenarier med lange spilpersonbeskrivelser er det farligt hvis første akt trækker ud (den starter så at sige før spillet starter).
Anden og tredje akt kan også med fordel trimmes, særligt er det svært at opretholde intensitet hvis tredje akt trækker ud, men problemet er primært med første akt.
Jeg tror med fordel man kunne arbejde med en to-akts-struktur med intro (læse spilpersoner, kort intro til at finde sin spilperson, så direkte ind i udforskning af problemet, og så forløsning – ikke al den ventetid).
Så kunne man også få scenarierne ned på de ca. fire timer jeg kan holde til.
Men strøtanker om længde og struktur til side var jeg godt underholdt med at spille Den Brændende Vinds Ild, og særligt vores første eventyr fangede mig.
Fredag spillede jeg Sparta hvor jeg igen løb lidt ind i længde-problemet. Desuden havde jeg/vi ret svært ved at overskue den temmelig komplekse situation i spillet (3 ”lejre” 15 spilpersoner, 20 græske navne). Vi brugte meget lang tid på at opridse situationen før vi gik i gang med at spille, og jeg tror det kostede lidt i intensitet at vi af og til ikke kunne holde styr på hvem der var hvem.
Et andet, mindre, problem for mig var at der var flere af konflikterne i spillet jeg ikke synes var ret vigtige og jeg derfor i et andet spil (læs: indie) havde sorteret fra, jeg manglede lidt et håndtag til at introducere nye konflikter og frasortere andre (og jeg synes det var lidt fjollet at have regler i kampen, men ikke i de andre langt vigtigere situationer i spillet, men sådan er jeg vel efterhånden hjernevasket).
Sjovt så lidt indie de her danske indie-scenarier er ;) (hvad så end ”indie” betyder).
Sparta var underholdende og højlydt, men vi fik det aldrig rigtig op at flyve. Kunne nu godt finde på at barbere lidt i situationen og prøve igen.
Lørdag spillede jeg Ussings 123 scenarie, en hurtig novelle-komedie med 4 smuglere og en forsikringssvindler i et rumskib. Det var sjovt, der var underlige accenter og jeg fik lov at være tosset italiener – noget jeg har en svaghed for.
Det var store armbevægelser, masser af latter og kort og intenst – nok min bedste spiloplevelse (primært fordi det opstod af ingenting, det havde taget Ussing 123 minutter at skrive, og tog os ca. lige så længe at spille).
Lørdag aften spillede jeg så Esoterrorists i et forsøg på at finde en mellemform der kan forene min kærlighed for krimier med min lede over hvor kedeligt investigationrollespil altid er. Det var nok en fejl, jeg er stadig ikke glad for at spille spil der primært går ud på at regne ud hvem der havde gjort det (og i dette tilfælde hvad de havde gjort).
Det er stadigvæk op til Bækgaard og hans Løgstør at løse mit krimi-rollespils-problem.
Ud over rollespillet var Vintersol en fin con. Jeg havde ikke ret meget tid ved siden af spillene så det blev ikke til meget hygge, men den tid der var var god.
Og det er tydeligt at Solhverv er en flok livere…. alle kioskpersonaler rendte rundt som en gang genoplivede lig med diverse sår i hovedet – sjovt at få serveret con-æde og kaffe af Igor.