Oldskolehistorier – Gammel vin og nye regler
For snart længe siden spillede mig og to venner et par spilgange med Lamentations of the Flame Princess. Jeg havde lyst at afprøve hele den der oldskoletanke, og derfor spillede vi noget rigtig sandkasserollespil. Jeg havde skitseret en setting, tegnet et kort og valgt hvor en håndfuld dungeons fra diverse kilder hørte til på kortet. Og så havde jeg lavet et fint handout der kunne lokke dem i den første hule (min erfaring er at after den første dungeon flyder den slags spil langt lettere, så det er vigtigt at få dem i hulen ret hurtigt).
Nåja, og så spillede de to spilpersoner hver (og havde en håndfuld henchmen oveni).
Virkede det?
Det var sådan set meget sjovt (særligt var det sjovt at lege med hele wierd fantasy tanken fra LotFP), men der var nogle ting jeg ikke rigtig var tilfreds med.
Først og fremmest synes jeg ikke det fungerede ret godt med med to spilpersoner i et spil hvor man henvender sig direkte til spilpersonen og ikke til spilleren. For mig er en del af charmen ved oldskolespil at man undersøger en dungeon gennem spilpersonens øjne, ikke set oppefra.
Desuden døde en af spilpersonerne til et wandering monster de aldrig havde hørt om fordi de ikke havde samlet rygter op i starten af spillet (Peryton, den hjerteædende menneskefugl), navnet Peryton stod godt nok på deres kort, men spillerne havde ikke bidt mærke i det. For mig er det at settingen ikke er tilrettelagt efter spillernes formåen en af grundstenene i oldskole sandkassespil, så hvis spillerne går hen et sted hvor der er onde monstre er de selv ude om det. Det virkede ikke for mig. Der skal være lidt mere mening med hvad man render ind i (både gamistisk og dramatisk).
Desuden synes jeg der var lidt problemer med hvordan vi fortalte hvad der skete. Der er ingen regler i oldskolespillene for hvem der fortæller hvad, og man skal derfor selv finde ud af det – det kan godt være svært.
Ressourcehåndtering er lidt både og. Jeg er ikke fan af at tælle pile, men da vi spillede var madmangel ret spilskabende.
Men udover det var det ret sjovt. Minikampagnen havde nogle mindeværdige øjeblikke, jeg husker med glæde både et barslagsmål mod hobitter, dødens bro og et pølsetyveri.
Men hvorfor skriver jeg om det?
Jeg skriver om vores LotFP spil fordi jeg stadig har en masse dungeonnostalgi der skal udleves. Jeg tror der gemmer sig noget gyldent under alt støvet. Jeg har lyst til at spille rollespil med fokus på udforskning. Med spillere der vrider hjernen for at overleve i hulerne og en langsomt opstående tematik i stedet for en masse in-your-face Premis. Men jeg vil også have spillere som medskabere af setting og andet nymodens lir, og så vil jeg stjæle lidt fra Morten og Apocalypse World.
Derfor vil jeg starte noget nyt oldskoleinspireret rollespil op, men først skal jeg lave lidt flere regler. Min forberedelse vil jeg skrive om her på bloggen i den næste tid. Projekt Oldskolehistorier er hermed kastet i søen.