www.IvanHo.dk

På årets Viking-Con spillede jeg to rollespil. Jeg var spilleder på De Navnløse og spiller på Legenden Om… III. Dette indlæg handler mest om min oplevelse med Thais var i Afghanistan, men også om resten af De navnlæse (antologien) og lidt Legenden Om… III.

De Navnløse (antologien) er en fantastisk novelleantologi-konkurrence med tolkninger af Thais’ scenarie De Navnløse (scenariet) (længere historie, jeg håber Johs. skriver den ned en dag). De fire scenarier er alle glimrende (og meget forskellige), men jeg vil her fokusere på de to af dem (jeg spilledte tre).

Scenarie uden på Scenarie
Vi startede med at spille Thais var i Afghanistan (som jeg nu vil spoile!) og Mortens storygamede De Navnløse. Thais var i Afghanistan er et snylterscenarie der hægter sig på et andet scenarie, og jeg tænkte at Mortens scenarie (der holder sig forholdsvis tæt på originalen hvad angår setting og den slags) var det bedste bud på et værtsscenarie til snylteren.

Scene 1
Scenariet går kort fortalt ud på at fire venner snakker om sidste spilgang i en længere kampagne. En fantastisk spilgang så alle er glade – dog tager Thais (spillederen) snart til Afghanistan og folk er nervøse for fremtiden. Denne scene er i sig selv interessant som en historie om ungdom og fremtidsangst, men særligt holdt jeg meget af den meget positive stemning der blev i spillokalet efter at have rost sig gennem en hel scene. Folk snakkede glade om rollespil og roste hinanden (for ting de selvfølgelig ikke havde gjort, men tom ros er også ros!) og det gav en rigtig god stemning at starte næste scenarie på (fidusen er at jeg som spilleder lod som om scenariet nu var slut, og gik videre til værtsscenariet).

Mortens Grumme Scenarie
Vi spillede så Mortens scenarie der var fuld af overdreven vold, barske scener og umenneskelige helte. Det gik så vidt at jeg på et tidspunkt (kort efter en barsk scene om en voldtægt hvor ingen turde bryde ind) udbryder: “Den eneste jeg kan holde med er voldtægtsforbryderen”. Fedt scenarie og et perfekt oplæg til scene 2 i Thais var i Afghanistan.

Scene 2 (efter krigen)
I scene 2 snakker de fire venner igen om rollespil. Thais er netop hjemvendt fra krigen og drengene har mødtes og spillet et forstyrret one-shot scenarie. De snakker om hvor voldsomt det var, “helte” der voldtager uskyldige, landsbyer lagt øde, soldater der vælger at svigte en landsby. Sindsygt fed måde at reflektere over det voldsomme scenarie vi lige har spillet.

Efter scene to var der en helt anderledes trykket stemning i lokalet end efter scene 1.

-
Og her kommer så historien om hvordan jeg, som spilleder, lærte mig selv en hel masse bedre at kende ved at spille rollespil.

Min Personlige Fortælling
Spilpersonerne i Thais var i Afghanistan er opkaldt efter de fire andre forfattere i antologien (hov, der var jo kun fire i alt! Ja, jeg fik aldrig skrevet mit eget bidrag færdigt, men det vidste Johs. ikke, hvorfor jeg er en af spilpersonerne i scenariet).

Allerede dagen før havde jeg siddet og brokket mig over spilpersonen Uffes karaktertræk (nærmere bestemt det faktum at han i scene to godt nok synes det er noget mærkeligt rollespil, men samtidig synes at det er mega fedt). Jeg brokkede mig (for sjov) over at Johs. kendte mig for godt, og gjorde grin med min tendens til at synes at alting er MEGA FEDT! når jeg lige har spillet det*.

Men under spil, da spilleren der spillede Uffe udbrød at det da var mega sejt det der vi lige havde spillet (efter at det var blevet understreget at det var noget forstyrret shit, fuld af krigsgru og -traumer) gik det op for mig at det jo er rigtigt. Jeg synes det var mega fedt, jeg holder sindsygt meget af “ondt” rollespil. Jeg bliver opstemt og glad når folk har det af helvede til i det spil jeg spiller. Ja jeg har endda oplevet at blive lidt deprimeret over at spille Happy Ends hvor alting ender så frygtelig godt (men jeg stadig var fuldt ud i stand til at se alle de ulykkelige slutninger der stadig var tilbage).

Det var dels mærkeligt at være spilperson, og dels mærkeligt at få stillet spørgsmålstegn ved min fascination af det grusomme.

Hvorfor er det at jeg (vi?) drages sådan mod det ekstremt ulykkelige eller det overdrevet grusomme?

-
Den lille Krølle

Samme aften var jeg spiller på  Legenden Om… III hvor jeg fik chokeret samtlige i lokalet (inklusive mig selv) ved, ansporet af scenariet og tilfældigheder, at søge det ekstremt depraverede (detaljer leveres ikke før 2 øl henne på aftenen). Fascinerende, men samtidig skræmmende.

Hvad er det ved meningsløs perversion der er så fascinerende? Er det det samme som når vi ser splatterfilm? (Hvilket jeg faktisk ikke gør).

-
Nå, det var historien, jeg nød at spille det, men jeg er lidt i vildrede over hvorfor.

-
*:  Ok, ikke alting er mega fedt, men jeg er ofte enten meget stille (og skuffet) efter rollespil, eller jævnt overgearet.