På Viking-Con spillede jeg 3:16 Carnage Amongst the Stars. Vi var en hel masse spillere (for mange) og det gik lidt tungt med at få spillet til at være mere end bare action (hvilket også var sjovt).
Nu har jeg købt bogen, læst den, og er klar på at spille det igen (denne gang med lidt færre spillere).
I den forbindelse har jeg lavet en lille teaser for at lokke mine spillere med på vognen.
Billeder af min anden omgang How to Host a Dungeon. Denne gang med de kommercielle regler.
Der er godt nok ikke stor forskel mellem de gratis og de kommercielle regler. Der er et enkelt folk mere i Age of Civilization (dæmoner) og en type Villain mere (Alpha-Villain). Udover det er der lækkert (og det er ret lækkert) layout.
Mens jeg spillede skrev jeg hver tur ned hvad der skete af væsentligebegienheder, resultatet er her.
Primordial Age hvor Urvæsner og den gamle drage Orm ligger sig til vile i dalen.
Age of Civilization hvor Dværge graver guld og Elvere ofrer sig selv og hinanden til glemte guder.
Age of Monsters hvor Gobliner og alskens monstre boltrer sig i dalen.
Age of Villainy hvor den mægtige Xorn (lortemonster) betvinger goblinerne og forsøger at overtage dalen.
Igen var Age of Villainy sådan lidt meh… men resten var sjovt. Hvis jeg skulle spille igen tror jeg bare jeg ville stoppe efter Age of Monsters (måske første tur i Age of Villainy).
I sidste weekend var der Viking-Con (som hvert år). I år var programmet præget af mangel på rollespil. Der var ikke ret meget nyt og spændende på scenarie-fronten (der var mere af det samme gamle, og en flok reruns). Det er selvfølgelig en komplet subjektiv og dårligt underbygget påstand, men sådan er det jo med den slags.
Legenden Om…
Enkelte lyspunkter var der dog i årets program. Et af dem var “Legenden Om…”, et D&D 4e scenarie med masser af regler og kamp. Men på den fede måde. Jeg skulle spillede det, og bortset fra at jeg nok ikke var helt så forberedt som jeg gerne vlle være glædede jeg mig.
Og med rette. Fredag aften kørte jeg “Legenden Om…” med et hold spillere der bestod rent af folk der kunne reglerne i forvejen (altså 4e), så der var ikke meget bøvl med at forklare før spilstart (en ting jeg ellers havde frygtet lidt).
Spillerne var cool, scenariet var cool, og det var pisse nemt at køre. Spillet består af 4 ikke-sammenhængende legender der gennemspilles i tilfældig rækkefølge (vi nåede 3). Hver legende består i grove træk af en introduktion, en skill-challenge (der for os fungerede udemærket, synes jeg), og en kamp.
Den første legende kørte pisse godt, jeg var også helt oppe af stolen og sprang rundt for at få os godt i gang (og spillerne var med oppe). Fed fortælling om den flæske-fede tyrran der blev hugget ned. De to andre legender gik også fint omend jeg kunne mærke trætheden snige sig ind (også fordi det sgu er hårdt at spille tju-bang action…).
Jeg klippede ind i legenderne meget hårdt og synes at det virkede (selvom nogle spillere vist havde fortrukket lidt mere “frit spil”, jeg ved det ikke). Jeg brugte ikke ret meget energi på at udpensle temaerne i historierne, da jeg tror spillerne selv fangede dem let.
Alt i alt en fed start på connen. Let at køre. Let at fordøje. D&D done right. (Og jeg tror jeg skal køre det igen, herhjemme).
3:16 - alien-splat
Lørdag spillede jeg 3:16. Det sidste nye superhotte indiespil der er skide hypet i det amerikanske.
Spillet handler om en flok soldater der tager fra planet til planet og udrydder alle aliens de møder.
Vi brugte en del energi på at beskrive hvordan vi splattede aliens (og fuckede up). Det var sjovt, det var action, men beklageligvis var der lidt for lidt karakter. 3:16 har ellers en elegant mekanik der giver en lov til at vinde en kamp mod at man betaler en strength og fortæller et flashback. Devsærre synes jeg ikke helt vi fik fortalt noget interresant, vi var en flok der var mere mindet på alien-mos (mig selv inklusive), men jeg kan sagtens se det fungere i en anden spilgruppe.
Det er for sejt at man ikke slår skade, men slår hvor mange aliens man nakker (særligt når man også slår sin d1000 med orbital bombardment… fucking svært at være ham med flest kills nor officererne syder!!!). Det er dejlig simpelt at kæmpe, og jeg er ret vild med spillets mini-kampagne-potentiale (man ender altid med at finde ud af at en af ens svagheder er at man foragter jorden, og det jordiske liv… og kombineret med en udryddelseskrig er der rigeligt med stof til en fin historie om psykopat-soldater).
Det var dog uheldigt at det var så nemt at vinde kampene når man var så mange spillere (alt for mange strengths man kunn etrække på). Det havde sgu været sejere hvis man var lidt pressede.
Vil skide gerne spille det igen.
Polaris - tung dans
Lørdag aften spillede jeg Polaris. Øv, det var sgu en tung dans. Frederik og jeg sammen med 3 indie-nybegyndere. Polaris er efter min mening ikke et begynderspil.
Frederik og jeg har skrevet om spillet her.
Dirty Secrets - igen!!
Søndag spillede vi Dirty Secrets nogle stykker uden for programmet. Det var en fin historie omend jeg synes vi havde lidt svært ved at få det til at glide. Mest er jeg ked af den korte fortælling (vi spillede en Short Story, den korteste historie man kan i DS). Det er sgu federe med lidt flere personer og Crimes.
Men det fungerede - igen. Trods en lykkelig blanding af DS-begyndere og søndagstræthed.
Samlet set
Jeg er lidt ked af at jeg havde så lidt tid uden for spilblokkene. Det blev kun til lidt hyggesnak i Heksens Hule, ingen brætspil, ingen workshops - øv. Men sådan går det når man bliver nødt til at genlæse Polaris-regler mens der er workshop :)
Men fuck jeg glæder mig til Fastaval der har den voldsomme fordel frem for Viking Con at den er længere, en weekend er bare lidt for lidt.
Det var en udemærke con, men efter sidste års mega-fede Viking Con var det lidt en skuffelse. Der var ingen rigtig dårlige oplevelser, men der var heller ikke noget der fik mig helt op at ringe.
“Legenden Om…” er nok det jeg primært vil huske, og selvom det var fedt er det også et letfordøjeligt spil, der ikke rykker meget ved mit forhold til rollespil (men ok, hvert år kan ikke være gude-år).
