Fredag – Stress og Forvirring
Jeg er sindsygt dårlig til at slappe af når jeg rejser og i fredags var ingen undtagelse. Da jeg ankom til Viking-Con var jeg stresset og forvirret.
Da vi startede indie-blokken op var jeg stadig ikke kommet helt ned på jorden og fik derfor ikke helt overvejet præsentationen af de (mange) spil jeg havde med, og fik sagt tre linier om 5-6 spil i stedet for at sige noget sammenhængende om et par stykker. Men så er det lært. Præsenter et spil eller to du har lyst til at spille og glem resten!
Heldigvis var der en flok der fangede at jeg var mest tændt på Universalis (fordi jeg ikke havde spillet det før) og det blev struktureret historieforælling Fredag aften.
Universalis – Rumriddere og Fjol
Universalis er en setting-løs og genre-løs fortællemaskine hvor man for mønter kan købe indflydelse på den fælles fortælling. Der er ingen faste spilpersoner (kun personer man skiftes til at spille) og indlevelse er bestemt ikke formålet.
Spilets regler er en lille smule komplekse og fuck hvor var jeg træt a jeg var færdig med at forklare regler.
I de indledende runder fik vi defineret at vi spillede Space Opera og en lang række vigtige personer (alt FOR mange).
Vi fik fortalt en wierd rumfortælling med en masse sort humor – det kunne have været skrevet af Douglas Adams.
En detaljeret gennemgang af personer og scener vil jeg springe over, og i stedet henvise til Thomas’ post på Spilnu.
To ting vil jeg dog fremhæve. For det første: Et genre-løst spil som Universalis ender sgu ofte i komedie og det ireterer mig faktisk lidt. Jeg er ikke specielt glad for komedier og jeg tror at Universalis kan så meget mer hvis bare man vil prøve (men jeg er jo selv lidt ude om det, jeg kunne jo bare have købt en dyster stemning). Jeg tror man med fordel kan snyde lidt og samle folk der vil nogenlunde det samem inden man spiller Universalis, selvom det strengt taget er dækket af reglerne.
Den anden ting er spillets mekanik til kontrol af enkelte spillere der trækker spillet i en ”forkert” retning. Vi havde en enkelt spiller der var en del yngre end os andre og som af og til trådte uden for hvad vi ande fandt underholdende (en enkel gang så langt at jeg promte købte imod uden forhandling). Spillet viste sig udmærket i stand til at håndtere en sådan situation idet man med sine mønster kan sige: ”Nej, DET skete ikke!”
Før jeg havde afprøvet det syntes jeg at den regel var en smule underlig og meget amerikansk, men kan nu se at den bestemt har sin berettigelse.
Alt i alt, Universalis gik fint uden at vi nåede frem til en bragende historie. Jeg tror dog jeg ville have foretrukket lidt bedre tid, Univrsalis er ikke helt så hurtigt et spil som det ser ud til – der kommer hurtigt masser af løse ender der tager tid at få ryddet op i.
Jeg skal helt sikkert prøve det igen, næste gang uden humor….
Lørdag – Ungdom og Vold
Lørdag dag kom jeg til at køre Contenders selvom jeg egentlig havde satset på at komme til som spiller på en omgang Polaris, men skidt det må jeg så have til gode.
Contenders
Mit Contenders-hold bestod af en enkelt indie-spiller, to 13-årige og deres legeonkel (der selv var en ung gut uden indie-erfaring, men som efter jeg havde fortalt ham om Dogs endte med at prøve det også, og som nu er solgt på indie-spil). Spillet kom aldrig rigtig op at flyve, men Contenders er nærmest umuligt at spille i sænk. Der var meget lidt fokus på vores conections, og i stedet en masse fokus på at smadre hinanden med brosten og jernstænger.
Det var udmærket underholdende, men langt far alt det Contenders kan være.
Desværre kunne den ene 13-årige ikke holde sin kæft mens andre snakkede og jeg bliv nødt til at bede ham holde mund eller skride (han valget at blive).
Det eneste nye ved den her session Contenders er at det er gået op for mig hvor svært det er at ødelægge helt. Selv med halvbagte beskrivelser og uden Drama er det ok fordi det strategiske element i sig selv er underholdende.
Pause og Celebrity Deathmatch
Efter Contenders hang jeg med en af de andre jeg spillede med, Anders, førstegangs-congænger der til gengæld har skrevet sit eget indie-spil til Game Chef (og det ser oven i købet spilbart ud :)). Tak for en behagelig pause, og jeg håber vi ses igen.
Celebrity Deathmatch var modsat Contenders på ingen måde voldeligt! Begge debatanter (sejt ord) var alt for villige til at sige at det den anden lavede var helt i orden og det hele var præferencer *suk*. Vi skulle have inviteret Ron Edwards i stedet og fået Michael Erik Næsby til at stille op mod ham, så havde der været underholdningsgaranti! (joke! Begge to er måske lidt utilnærmelige på skrift, men begge flinke når de snakker (Ron har jeg kun hørt på podcast))
Debatten var mildt lærerig, men først og fremmest hyggelig. Der var en glimrende stemning og Jason er en hyggelig fyr.
Debatten kan høres her.
De Navnløse
Lørdag aften skulle jeg køre De Navnløse. Kaos. Der var tilmeldt deltagere til to hold, og jeg var eneste spilleder (og pludselig også turneringsleder). Nå, men vi fik sorteret folk ned til 4 deltagere og kunne spille.
Holdet bestod af 3 meget meget unge (bla. den ene 13-årige fra tidligere der ikke havde teet sig (den anden havde jeg bedt om at finde et andet spil gennem reservekøen selvom han var tilmeldt scenariet)) den sidste lidt ældre.
Opstarten gik ok, folk kunne lide deres spilpersoner (selvom jeg måtte læse en spilperson op for den ene spiller da hun var ordblind – sejt egentlig, jeg havde det så godt med det. Ordblind skriver scenarie som ordblind spiller.)
Scenariet består af en række kampe og et simpelt system til at spille og fortælle disse (+ et enkelt flashback per spiller). Spillerne kan vælge at miste dele af sine spilpersoner mod at blive bedre til at klare kampene.
At spillerne kunne vælge at miste spilpersonernes minder (og menneskelighed) fungerede fint i starten, de var meget imod t skulle fjerne det eneste positive der stod i deres spilpersoner.
Til gengæld fungerede resten ikke. Kampene er ikke taktisk interessante, og da vi havde fortalt de første 20 udfald døde fortælling lidt (jeg faldt tilbage på at betone i stedet for at fortælle interessante ting: ”Han tager sit SVÆRD og KNUSER hans KRANIE.” Et billigt trick, men det virker.)
Jeg tillod mig at forkorte lidt i scenariet og vi stoppede efter 4 timer, jeg havde kedet mig, men spillerne lod til at have haft en ok oplevelse. Jeg elsker hvordan ungdomsskoleelever udfylder tilbagemeldings-sedler.
Ursuppe
Nedtrykt vandrede jeg tilbage til den anden skole og ledte efter opmuntring. Heldigvis rendte jeg ind i nogle rare menensker der lærte mig at spille Ursuppe (argh! Flere udgifter).
Ursuppe er et simpelt, men taktisk spil hvor de fleste kan være med allerede fra første gang man spiller det. De fleste taktikker har en mulighed for at lykkes, men min var selvfølgelig bedst.
Jeg hyggede mig gevaldigt med spillet, og kom alt for sent i seng.
Søndag – Udmattelse
Søndag var jeg udmattet. Jeg er så skide dårlig til at undvære nattesøvn og Viking-Con er for kort til søvn!
Dogs
Jeg havde svoret aftenen i forvejen at jeg ikke ville køre et fjerde spil på connen så jeg fik tiltusket mig en spillertjans på Dogs in the Vinyard med Peter F. som spilleder.
Peter forklarede regler og vi lavede spilpersoner. Jeg var den eneste der havde spillet det før og var lidt flov over hvor svært jeg havde ved at finde på i starten. Jeg fik dog lavet en spilperson der var ok interessant.
Spillet startede lidt sløvt mens vi vænnede os til reglerne, og jeg var på et tidspunkt bange for at jeg måtte undskylde og gå i seng i stedet, men det gik.
Vi havnede i en lille by hvor det primære problem (blev vi enige om) var en splittelse mellem byens Steward og Søster Esther en af byens spidser (vi ignorerede næsten totalt at Stewarden havde pryglet en soldat fra det lokale fort og at Esther havde forbudt Stewarden adgang til hans datter). Vi trommede hele byens befolkning sammen i fælleshuset og her fik vi (jeg) den stolte Søster Esther til at bekende hendes synd (e konflikt der endte med at Esther fik skudt hul i Livets Bog og fik et hjerteslag der nær havde taget livet af hende).
Stolthed er min personlige yndlingsynd og Esther var Stolt med sort S. Da først vi fik samlet folk tog spillet fart og jeg morede mig kosteligt.
Det mest underlige skete i et øjeblik efter en dog havde reddet Esthers liv ved at drive hendes dæmoner bort så hun overlevede. Det så ud som om vi skulle have en session af Dogs der endte lykkeligt, noget jeg ikke tidligere har oplevet.
Men så fik to af de andre Dogs ordnet den fadæse da de til sidst ender med at stå og skyde hinanden over hvorvidt Stewarden er retfærdig eller ej (til dels, tror jeg, fordi de to spillere havde lavet lidt for lidt og nu ”sku’ der fandme ske noget!”)
Det leder mig til en lille kommentar om spillerantallet i Dogs. Fordi spillet håndterer en-mod-en konflikter så meget bedre end komplekse konflikter mener jeg ikke man bør spille Dogs med mere end 3 spillere. Så når man let at kede sig en lille smule mens alle andre har en konflikt (selvom Dogs nu er en glimrende tilskuersport). Desuden kan det være svært som spilleder at overskue 4+ personer og hvor deres ”knapper” er når man prøver at ramme bløde punkter i folks etik.
Dogs er et dejligt spil, og jeg vil spille det igen og igen – også selvom det er sværere at være spiller i end spilleder (man er den aktive part, spillederen den reaktive – modsat næsten al klassisk rollespil).
Hygge
Søndagen blev afsluttet med nogle timers udmattet hygge i Heksens Hule. Og hold kæft hvr er i nogle dejlig mennesker! Jeg var så glad (og træt) da jeg tog fra Viking-Con at min eneste fortrydelse i år var at jeg ikke havde bidt min nervøsitet over at spille på engelsk i mig og havde spillet Psi-Run med Jason.
Hele Connen – Yay!
I år har nok været min bedste (og hårdeste) Viking Con nogensinde. Jeg var sgu så glad hele vejen (ok, ikke Lørdag aften før Ursuppe, men stadig!).
Jason styrer! Flere indie-æresgæster! Vincent Baker på Fastaval! (eller Luke Crane eller Ron Edwards eller… eller….)