Kakerlakken og Halvandet Fodboldhold
I lørdags spillede vi The Shab-al-Hiri Roach. Som de fleste sikkert allerede ved er Roach sort humor spil med universitetsintriger og masser af lig.
Spillet gik udmærket uden at imponere voldsomt. Vi grinede en del, og fik slået halvandet fodboldhold ihjel (plus alskens andre folk).
Spillet opererer med nogle kort med kommandoer til spillerne. Da kortene trækkes tilfældigt (og man hvis man har slugt en kakerlak skal udvælge målet for kommandoen inden man læser det) kan det blive temmelig meningsløse kommandoer, hvilket er fint og godt. Min anke er nærmere at kommandoerne ikke er langt nok ude.
Vi var uheldige og trak nogle temmelig kedelige kort. En stor del af kommandoerne var ikke aktive nok og en spiller endte med at have 3 kort i træk der lignede hinanden alt for meget. At vi så endte med at få nogle enkelte virkelig outrerede scener med de halvkedelige kommandoer skyldes dels at jeg da jeg forklarede reglerne understregede at spillet gik ud på at slå gud og hvermand ihjel, og beskylde nogle andre for det (hvilket reglerne også gør), og dels at vi overfortolkede kommandoerne i stedet for at underspille dem (som da en spiller tolkede ”You must love this person” ret ekstremt og det endte i et orgie af afhuggede hoveder og homoerotik).
Men måske er jeg lidt hård i min dom over spillet. Jeg har aldrig selv været særlig god til komedierollespil (i hvert fald ikke af slap-stick genren) og Roach er en af mine bedre oplevelser med genren.
Mon ikke jeg tager spilet frem en anden gang og giver det en chance til? (Jeg synes jo ikke det er dårligt, bare ikke lige så godt som så meget andet på min reol).
PS: Tror spillet egner sig fint til at blive spillet i lettere beruset tilstand. Jeg må eksperimentere med Kakerlakkernes indflydelse på alkoholens virkning på den menneskelige fysik.
July 10th, 2007 at 22:46
Lykkedes det jer at konstruere et godt setup? Min erfaring er, at det er meget vigtigt, at spilpersonerne har modstridende interesser, så folk giver hinanden modstand.
Hvor mange var I?
Hvordan var balancen mellem fortælling/stemning og action/konflikt? Fungerede konfliktmekanikken?
Humor er bedst, når det også gør lidt ondt. Derfor er det smerteligt genkendelige i spilpersonerne vigtigt. Tror du, det vil fungere bedre at flytte det til et dansk universitet i 80′erne?
July 11th, 2007 at 9:32
En del af problemet var jo nok at vi kun var tre.
Jeg har lidt svært ved at sætte fingeren på præcis hvor det var jeg ikke var helt tilfreds.
Vi havde et ok setup, et par gode grunde til at hade hinanden (lidt sværere med positive relationer), men spilpersonerne var ikke videre interresante (som i så mange komedier).
Spillet forløb meget som ventet og der var ikke noget knas med konflikthåndtering (modsat så mange andre spil), selvom jeg som den eneste ikke-roachbound gennem meget af spillet følte mig lidt tilsidesat, men lidt effektiv spillen de andre ud mod hinanden virkede (jeg vandt da også spillet med flest reputation).
Vi fokuserede meget lidt på konfliktløs fortælling og vores scener var forholdsvis korte, men jeg savnede egentlig ikke de store fotællefalbalader undervejs, men måske det kunne have trukket mig lidt mere ind i spillet med nogle saftige beskrivelser osv.
Jeg tror at jeg havde for lidt invisteret i spillet. Jeg spillede en meget tydelig parodi på en lidt yngre mig selv (selvfølgelig voldsomt overdrevet), men jeg følte aldrig rigtig jeg havde noget i klemme (hvilket nu heller ikke lader til at være Roach’s formål).
Men jeg må gentage: Det var ikke rigtig dårligt, det var bare fordi det ikke var lige så godt som så meget andet (Dogs, BW, PTA).