Hvad er Rollespil?
Wednesday, May 30th, 2007På RPGforum er der en lille debat om hvad rollespil er. Jeg vil tænke højt her i stedet for på RPGforum fordi jeg når jeg skal skrive der bliver fuldstændig ude af stand til at tænke (noget med at skulle overskue en debat og formulere samtidig).
Nå, men hvad var det så jeg tænkte?
Jeg tror det er vigtigt når man prøver at finde en anvendelig definition af rollespil at man skelner mellem rollespil som aktivitet og rollespil som teknik.
Rollespil som teknik
Rollespil som teknik adskiller sig for mig ikke specielt meget fra Method Acting (så meget jeg nu ved om method acting).
Rollespil er når man gennem indlevelse i en rolle foretager valg på vegne af rollen.
Rollespil som teknik anvendes i en lang række sammenhænge ikke kun i rollespil.
Rollespil som aktivitet
Nu er jeg fristet til at definere rollespil som aktivitet (role playing games) som spil hvor der i større eller mindre grad anvendes rollespil som teknik. Eller måske lidt snævrere som spil der primært anvender rollespil som teknik (altså hvor beslutninger primært tages ved hjælp af rollespil).
(Disclaimer: Jeg er ikke sikker på jeg ville anvende en sådan definition i alle sammenhænge, men lad os lege med for nu.)
Men hvad så med det der spillederen gør? Spiller han så ikke rollespil?
Han rollespiller i hvert fald ikke (teknikken) når han befinder sig i stances (Forge-ord) udover Actor Stance (hvor man handler på baggrund af rollens person og viden) og Author Stance (hvor man handler med hensyntagen til rollens motivationer, men også inddrager viden og andre faktorer (drama) uden for rollen).
Der hvor min definition adskiller sig mest fra så mange andre er at ifølge min definition er rollespil ikke nødvendigvis en social aktivitet. En computerspiller kan meget vel spille rollespil hvis han i stedet for at handle på baggrund af egne motivationer i stedet handler på baggrund af sin rolles motivationer (teknikken rollespil).
Svagheder og Styrker
Hvad er det så min definition kan?
Tjoo, den er bred nok til at inkludere både old-school dungeon-crawl og moderne indie-shit uden at være så inkluderende at den bliver meningsløs. Den inkluderer godt nok også computer-rollespil, men det er ikke nødvendigvis en svaghed.
Definitionen indebærer at det er umuligt at skelne hvorvidt noget er rollespil eller ej uden at kunne gå ind i hovedet på spilleren (at skelne mellem Author Stance og Pawn Stance (der ligner Author Stance, men hvor man ikke tager højde for rollens motivationer) er svært udefra, men spilleren selv vil let kunne skelne).
Det medfører at et spil som f.eks. D&D både er rollespil og brætspil afhængig af hvem der spiller det. Det er selvfølgelig problematisk, men det fikses let med en lille modifikation af definitionen: Rollespil er spil hvor det er meningen at man rollespiller.
Afrunding
Så har vi altså en tre-strenget definition af rollespil:
- Rollespil (teknik): Rollespil er når man gennem indlevelse i en rolle foretager valg på vegne af rollen.
- Rollespil (aktivitet): Rollespil er spil hvor man primært anvender rollespil (teknikken).
- Rollespil (produkt): Rollespil er spil hvor det er meningen at man skal spille rollespil (aktiviteten).
En sidste krølle på definitionen. Jeg mener kun definitionen af rollespil som aktivitet er meningsfuld når rollespillet er for rollespillets egen skyld, da der ellers er tale om forfatter-brainstorm (når man mødes nogle stykker for at hjælpe sin forfatterven med at udvikle hans historie eller personer) eller noget andet.
(Disclaimer: Der er ingen normativ dom i definitionen. Jeg spiller med glæde Story Games, men det er bare ikke dem alle sammen der er rollespil (og slet ikke hele tiden).)