Sikke en fin blog – alt i alt nogle gode tanker. Minder mig om min egen, bare uden alle stavefejlene;) Men måske med flere slåfejl.
Det er vigtigt med fejl i tekster, da det ophæver deres totaliserende naturaliserde autoritet. Det er dog nok mest en eftertanker fra en ordblind.

Nå, vold!
Det er rigtig sjovt vi begge synes vold er den nye lakris (og på samme tid). Munkholt har jo også været inde på det, med krigerne. Og nogle af de første blogs han skrev handlende faktisk om min tilgang – nemlig at vold er svært i rollespil (eller at vi er nogle der synes det er svært). Det er en lidt underlig størrelse.

For vold går hånd i hånd med rollespil. Kamp har i de traditionelle systemer været en vigtig, måske endda den vigtigste, del. Fx i AD&D hvor man har weapon proficiencies og NONweapon proficiencies – udgangspunktet er at man har et våben i hånden og ikke at man tager det op. Nå man så ved et tilfælde komme til at ligge ens våben væk, kan man så også nogle andre ting (ikke for mange dog – men det sker jo heller ikke så tit, for:

“Jeg tager kun eventyr for at slås”)

Derudover tillægger jeg også volden en mere grundlæggende betydning, fordi den i dag er total – netop fordi vi, i offentligheden, har fokus på muligheden for vold istedet for den virkelige vold. Dermed er volden allerede der altid i vores mellemmenneskelige samvær og det synes jeg er synd. Jeg tror, at et fokus på selve volden, igennem fortællinger om volden (og hvad den gør ved os) kan virke terapytisk på os – som samfund… Det er lidt en af de sandheder Fight club giver os.

Derfor er du allerede, måske uden at vide det, ved at rede verden med dette projekt.

God kamp.

Men nu hælder jeg mere til noget a la Shadow of Yesterday (jeg endnu ikke har læst) med terninger hvor man kan tage bonus-volds-terninger med med risiko for at volden “vinder slaget” og der så er omkostninger. (Altså at omkostningerne er en risiko, ikke noget givet.)

Bah, ikke-fysisk vold er ikke sjovt… (eller, jo det er, men falder lidt uden for min grund-idé)

Jeg synes også, at jeg kan se nogle elementer fra My Life with Master, omkring at fortælle udgangen af scenen og det ubehagelige element ved at fortælle om volden.

Og lidt tanker herfra:

Men rent spilteknisk med den model du har der, vil jeg som flink og rar Gamist ikke bare slå til i hver scene og stikke din karakter en lussing (det er jo vold), hvorefter jeg “vinder” scenen og kan komme videre med min fortælling?

Og hvad med social, psykisk og økonomisk vold?

På Johs.’ blog Sort Forsyning skriver han netop om at lave et spil om vold, tilgangen er lidt anderledes, men stadig pudsigt.